Emotions-Fokuseret Terapi

Den Emotions-Fokuserede Terapi ser vores emotioner som et indre navigationssystem.

Det er vores emotioner der fortæller om noget er vigtigt, godt, svært eller farligt. De er signaler der giver os mulighed for at kende vores behov, og videre hvordan vi kan handle i en given situation.

Mange mennesker har på forskellig vis lært at holde deres følelser tilbage, bytte emotioner ud med andre emotioner, eller slet ikke at mærke dem. Man kan også have lært at finde andre måder at beskytte sig på, for at tilpasse sig omgivelserne.

Senere i livet kan det, der engang var en virksom og nødvendig selv-beskyttelses-mekanisme, blive problematisk for én selv, og for samspillet med andre mennesker, og kan i sidste ende lede til meningsløshed, stress og depression.

EFT’en fokuserer på at hjælpe mennesker med at blive opmærksomme på og udtrykke deres emotioner, at lære at acceptere og regulere dem, og at kunne reflektere over dem for at danne mening. Derved kan klienten støttes til at kunne bruge sine emotioner som et pålideligt navigationsapparat, der tjener ham/hende hensigtsmæssigt.

Emotions-Fokuseret terapi (EFT) er en oplevelsesorienteret psykoterapeutisk tilgang, der har sine rødder i den Klientcentrerede terapi, Gestaltterapien og den nyere emotionsteori og kognitionsforskning.

Derudover hviler retningen på et humanistisk eksistentielt menneskesyn og den fænomenologiske metode.

EFT’en er – som den første og eneste terapiform indenfor den humanistisk eksistentielle (oplevelsesorienterede) psykoterapeutiske tradition – anerkendt som evidensbaseret og derved unik i sin empirisk-baserede tilgang. Der er således tale om en metode, der hviler på veldokumenterede og velbeskrevne forskningsresultater.

I den emotions-fokuserede terapi vægtes det trygge, empatiske rum og den gode relation mellem terapeut og klient højt og anses som en forudsætning for et udbytterigt terapeutisk arbejde. Terapeuten følger og spejler klienten fra øjeblik til øjeblik, og når det relationelle niveau anses for veletableret, skærpes fokus på en mere aktivt guidende interventionsform fra terapeutens side. EFT’ens specifikke interventionsmodeller har vist sig yderst effektive i transformationen af svære emotioner og uhensigtsmæssige mønstre i klientens liv.

EFT anser emotioner, for at være vort indre navigationssystem, der fortæller os, hvad der er vigtigt ” her og nu”, hvad vi har behov for, og hvordan vi har brug for at handle i overensstemmelse med situationen.

Terapiformens fokus

Terapiformen fokuserer på at hjælpe mennesker med at blive opmærksomme på og udtrykke deres emotioner, at lære at acceptere og regulere dem, og at kunne reflektere over dem for at danne mening og eventuelt transformere dem.

Som Leslie Greenberg udtrykker det: ”You can not leave a place until you have arrived”.

Den udmærker sig blandt andet ved den videnskabeligt velunderbyggede emotionsteori, der helt unikt beskriver de forskellige niveauer af emotioner, vi som individer er født med. Teorien giver terapeuten en god mulighed for at differentiere de emotionelle udtryk, klienten præsenterer, for således at kunne være hjælpsom i forhold til at støtte hans/hendes forandringsproces. Et andet centralt element er begrebet ”caseformulation”, som er et vigtigt og systematisk redskab for terapeuten til at organisere informationer og få overblik over klientens proces, således at opmærksomheden skærpes og fokus lægges på det, der er meningsfuldt for klienten her og nu, fra øjeblik til øjeblik.

Grundlag

EFT’ens primære ophavsmand er den internationalt kendte og anerkendte Leslie S. Greenberg. Han var indtil for ganske nylig ’Professor of Psychology’ ved York University i Toronto, Canada og leder af ’Psychotherapy Research Center’ ved samme universitet. Han er en af de mest fremtrædende forskere indenfor den oplevelsesorienterede psykoterapeutiske tradition og anses for en af verdens ledende autoriteter i arbejdet med emotioner i psykoterapi. Han er en af grundlæggerne af ’the Society of the Exploration of Psychotherapy Integration (SEPI)’ og tidligere præsident for ‘the Society for Psychotherapy Research (SPR)’. Greenbergs integrative arbejde nyder stor anerkendelse blandt praktikere fra forskellige ’lejre’ indenfor det psykoterapeutiske felt, heriblandt den kognitiv-adfærdsterapeutiske, den interpersonelle, den psykodynamiske og den løsningsfokuserede.

Oversat fra Emotion-Focused Therapy(Greenberg, 2017, pp. 84-92):

TERAPIENS FASER

EFT-terapien er delt op i tre hovedfaser, som hver består af en række trin, der beskriver forløbet over tid (Greenberg & Watson, 2006).

Den første fase med etablering af relation og bevidstgørelse følges op af den midterste fase med evokering og udforskning. Terapien afsluttes med en transformationsfase, der involverer generering af nye emotioner og refleksion for at skabe ny narrativ betydning og konstruere nye valgmuligheder.

Den første fase, relationsdannelse og bevidstgørelse, involverer fire trin:

(a) at lægge mærke til, vise empati for og validering af klientens følelser og nuværende oplevelse af selvet;

(b) give et rationale for arbejdet med emotioner;

(c) fremme bevidstheden om indre oplevelser; og

(d) etablere et samarbejdsfokus.

Den anden fase, evokering og udforskning, involverer også fire trin:

(a) støtte op om emotionel oplevelse;

(b) evokere og intensivere problematiske følelser;

(c) bearbejde afbrydelse af emotioner; og

(d) hjælpe klienten til at få adgang til primære emotioner eller grundlæggende maladaptive emotionsskemaer.

Den sidste fase, generering af nye emotioner og etablering af ny narrativ mening, involverer tre trin:

(a) fremkalde ny emotionel respons for at transformere grundlæggende maladaptive emotionsskemaer;

(b) fremme refleksion for at give mening til oplevelsen; og

(c) validere nye følelser og støtte til den fremvoksende selvfølelse.

Den dybeste forandring sker gennem skiftet til primær emotion og gennem anvendelsen af denne som en ressource.

I nogle tilfælde ske forandringen ganske enkelt, fordi klienten får adgang til underliggende adaptive emotioner, såsom en styrkende vrede, og omorganiserer sig for at hævde grænser, eller fordi vedkommende får adgang til adaptiv tristhed og sørger over et tab og enten organiserer sig i en tilbagetrækning for at komme sig eller organiserer sig til at række ud efter trøst og støtte.

I disse situationer vil etablering af kontakt til behovet og handlingsimpulsen, som er indlejret i emotionen, skabe motivation og retning i forandringen og give en alternativ måde at reagere på. Handling erstatter resignation, og motiveret længsel erstatter håbløshed.

Når man når ind til en grundlæggende primær emotion, vil man i mange tilfælde erfare, at det er en mere sammensat oplevelse baseret på et maladaptivt emotionsskema og ikke blot primære adaptive emotioner såsom tristhed eller vrede, der ikke er kommet til udtryk.

Grundlæggende maladaptive emotionsskemaer resulterer i følelser som: magtesløshed; følelsen af at være usynlig; en dyb følelse af at være såret; skam; usikkerhed; værdiløshed; eller følelser af ikke at være elsket eller ikke være værd at elske. Det er ofte disse følelser, som ligger under sekundære smertelige følelser som fortvivlelse, håbløshed eller generel frustration.

Primære maladaptive følelser af værdiløshed, svaghed eller utryghed skal tilgås, for at man kan skabe forandring. Det er kun gennem oplevelsen af emotioner, at emotionelt ubehag kan kureres. Man kan ikke forlade disse følelser af værdiløshed eller utryghed, før man er ankommet til dem. Det, som virker helende, er først evnen til at sætte ord på følelserne af værdiløshed og svaghed og dernæst at tilgå alternative adaptive emotionsskemaer. Dannelse af alternative emotionsskemaer er baseret på adgang til adaptive følelser og behov, der bliver aktiveret som reaktion på den nuværende oplevelse af emotionel smerte. Det er personens adaptive respons på den smerte, som han eller hun har givet udtryk for, som må tilgås og benyttes som en livgivende ressource.

DE GRUNDLÆGGENDE TRIN I PROCESSEN TIL EMOTIONEL TRANSFORMATION

En model for, hvordan man evokerer, udforsker og transformerer „dårlige følelser", er blevet udviklet og testet, og den er baseret på klinisk teori og praksis og involverer en bevægelse fra sekundære emotioner gennem primære maladaptive emotioner til primære adaptive emotion (Greenberg & Paivio, 1997; Herrmann, Greenberg & Auszra, 2016; Pascual-Leone & Greenberg, 2007).

Transformationen af smertefulde følelser starter med en opmærksomhed omkring de vækkede følelser (eksempelvis: „Jeg har det skidt") efterfulgt af en udforskning af de kognitive-affektive sekvenser, som skaber de dårlige følelser (eksempelvis: „Jeg føler håbløshed", „Hvad nytter det at forsøge?").

Til sidst fører dette til aktivering af nogle grundlæggende emotionsskematiske ringer baseret på frygt eller skam (som i: selvorganisen „Jeg er værdiløs", „Jeg kan ikke overleve alene"). På dette sted i transformationsprocessen kommer der adgang til en ny adaptiv oplevelse.

Når klienter  i en tilstand af udifferentieret ubehag begynder at uddybe og differentiere deres tanker og følelser, bevæger de sig efterfølgende i én af to retninger:

1. ind i en grundlæggende maladaptiv selvorganisering baseret på maladaptive emotionsskemaer af frygt og skam eller sorgen over at blive efterladt alene, eller

2. ind i en eller anden form for sekundært udtryk, der ofte kan være håbløshed eller en form for afvisende vrede (Pascual-Leone & Greenberg, 2007).

Vejen til at få dette løst fører uvægerligt til udtryk for adaptiv sorg eller smerte og til styrkende vrede eller selvomsorg, og dette understøtter en følelse af selvaccept og handlekraft.

Mere ressourcefulde klienter bevæger sig ofte fra sekundære emotioner direkte til assertiv vrede eller sund sorg, men mange af de mere sårede klienter har brug for at bearbejde den maladaptive tilknytningsrelaterede frygt og tristhed eller identitetsbaserede skam (Greenberg, 2015; Greenberg & Paivio, 1997; Greenberg & Watson, 2006).

Klienter, som starter i tilstande af ubehag, og som finder en løsning på deres ubehag, gør det hovedsageligt ved at træde ind i følelser af maladaptiv frygt, forladthed, tristhed eller skam. I disse tilstande oplever de sig selv som utilstrækkelige, tomme, ensomme og ude af stand til at gøre noget. 

Transformation finder sted, når disse maladaptive tilstande bliver differentieret til adaptive behov, som er medvirkende til at afkræfte de dybe negative evalueringer af selvet, der er indlejret i deres grundlæggende maladaptive emotionsskemaer. Essensen i denne proces er, at mobiliseringen og valideringen af de grundlæggende adaptive tilknytnings og identitetsrelaterede behov (eksempelvis at være forbundet og at blive valideret), som er indlejret i de maladaptive følelser af frygt, skam og tristhed, giver adgang til mere adaptive emotioner. Det er også med til at afkræfte negative selvbudskaber om ikke at være værdig til kærlighed, respekt og kontakt. Den maladaptive tilstand overvindes af den iboende modsætning mellem to oplevelser („Jeg er ikke værdig eller værd at elske" og „Jeg fortjener at blive elsket eller respekteret") understøttet af adaptiv vrede eller tristhed, som reaktion på den samme aktiverende situation. Dette sker gennem adgangen til ny selvoplevelse og gennem skabelse af ny mening, hvilket leder til fremkomsten af en ny og mere positiv evaluering af selvet.

Inden for rammerne af en validerende terapeutisk relation bevæger klienten sig derefter videre til en sorg i anerkendelse af det, man har mistet eller måtte lide under (erkendelsen: „Jeg har ikke det, jeg har brug for, og jeg savner det, jeg fortjente"), og for at give plads til en styrkende vrede eller selvberoligelse. Afhængig af om det nu erkendte behov involverer grænsesætning eller trøst, vil klienten enten rette sit adaptive emotionelle udtryk udad for at beskytte grænser (eksempelvis i vrede) eller rette det indad mod selvet (i form af omsorg eller medfølelse). 

Dette transformeres så ofte til en sorg over det tabte. Denne sorgtilstand er karakteriseret ved enten tristhed over et tab eller en anerkendelse af, på hvilken måde man er blevet såret eller ramt, men uden den bebrejdelse, selvmedlidenhed eller resignation, som karakteriserede den smertefulde generelle tilstand, man oplevede i starten. Forløsningen involverer dernæst en integration af følelsen af tab med følelsen af de muligheder, der er i den nyfundne evne til at stå op for eller berolige sig selv.

Bevægelse fra sekundære emotioner gennem primære maladaptive emotioner til primære adaptive emotioner, der er illustreret i denne proces,

repræsenterer den grundlæggende forandringsproces i EFT. Gennem transformationsprocessen er det nødvendigt med moderat til høj emotionel aktivering, men altid på et niveau, som understøtter og fremmer helingsprocessen.

Terapeuten skal støtte klienten i en optimal emotionel aktivering til en grad, så emotionen kan mærkes, og man kan forholde sig til den som information, men ikke så kraftfuldt, at den bliver dysregulerende eller desorienterende.

MARKØRER OG OPGAVER

Noget af det, der definerer EFT-metoden, er, at interventioner guides af markører. Forskning har vist, at klienter i sessionen går ind i specifikke problematiske emotionelle procestilstande, der kan identificeres gennem udsagn og adfærd i sessionen, og som markerer underliggende affektive problemer. Dette giver mulighed for at intervenere effektivt på specifikke måder (Greenberg, Rice & Elliott, 1993; Rice & Greenberg, 1984).

En klients markører indikerer ikke blot, hvilken tilstand klienten er i, og den type intervention, der skal benyttes, men også klientens aktuelle parathed til at arbejde med dette problem. EFT-terapeuter er trænede i at identificere markører for forskellige former for problematiske emotionelle processer, og i at intervenere på de specifikke måder, som egner sig bedst til disse problemer.

Hver af disse terapeutiske opgaver er blevet studeret nøje, og de afgørende komponenter, der udgør vejen til en løsning, er blevet specificeret.

Modeller for hver forandringsproces fungerer som et kort, der vejleder terapeutens interventioner. 

De følgende hovedmarkører og deres tilhørende interventioner er blevet identificeret (Greenberg, Rice & Elliott, 1993):

• Problematiske reaktioner udtrykt gennem forvirring over følelsesmæssige eller adfærdsmæssige reaktioner på bestemte situationer (eksempelvis en klient, som siger: „På vej hen til terapien så jeg en lille hvalp med lange ører, og pludselig blev jeg så trist, og jeg ved ikke hvorfor"). Problematiske reaktioner åbner muligheden for en proces af systematisk evokativ udfoldelse. Denne form for intervention involverer en levende fremkaldelse af oplevelsen, med henblik på at fremme klientens genoplevelse af situationen og reaktionen på den. Og det sker med henblik på at skabe sammenhænge mellem situationen, tanker og emotionelle reaktioner for endelig at nå frem til den implicitte betydning af situationen, der giver mening til reaktionen. Løsningen involverer et nyt syn på måden, selvet fungerer på.

• Uklar følt fornemmelse, hvor en klient kun er i overfladisk kontakt med sin oplevelse eller føler sig forvirret og ude af stand til at få klar fornemmelse af den (som i: „Jeg har den her følelse, men jeg ved ikke, hvad det er"). En uklar følt fornemmelse kalder på fokusering (Gendlin, 1996), hvor terapeuten guider klienten til at nærme sig de kropslige aspekter af hendes oplevelse med opmærksomhed, nysgerrighed og en villighed til at opleve dem og til at få sat ord på deres kropsligt følte fornemmelse. En løsning involverer et kropsligt følt skift, og at der opstår ny betydning.

• Konfliktsplit er forårsaget af, at et aspekt af selvet er i opposition til et andet aspekt. Dette har ofte form af en del, som er kritisk eller dominerende. Et eksempel kan være en kvinde, der bedømmer sig selv til at være en fiasko, og som hurtigt kommer til at føle sig håbløs eller besejret i konfrontationer med sine søstre, men som også bliver vred over at føle sig kritiseret, og derfor siger hun: „Jeg føler mig underlegen i forhold til dem. Det er, som om jeg har fejlet, og jeg er ikke lige så god som dem." Et selvkritisk split som dette åbner muligheden for to-stols-arbejde. I dette arbejde etableres en levende kontakt mellem to dele af selvet. Tanker, følelser og behov i hver del af selvet udforskes og kommunikeres i en virkelig dialog med henblik på at opbløde den kritiske stemme. Løsning involverer en integration mellem de to dele.

• Selvafbrydende split opstår, når en del af selvet afbryder eller begrænser emotionel oplevelse eller udtryk (eksempel: „Jeg kan mærke, at tårerne presser sig på, men jeg spænder op og suger dem i mig, jeg har ikke lyst til at græde"). Den afbrydende del af selvet gøres eksplicit gennem en to-stols-proces. Klienter bliver opmærksomme på, hvordan de afbryder sig selv, og vejledes til at udspille den måde, de gør det på, så de kan opleve sig selv som en aktiv agent i processen med at lukke ned, uanset om det sker ved fysisk handling (kvæle eller afbryde stemmen), metaforisk (spærre emotionerne inde), eller verbalt („Hold kæft, lad være med at føle, vær stille, det her kan du ikke overleve"). Derefter kan de reagere på og udfordre den afbrydende del af selvet. En løsning involverer, at klienten udtrykker den tidligere blokerede oplevelse.

• Ufærdige situationer involverer udtryk af en langvarig uløst følelse over for en betydningsfuld anden. Et eksempel på dette er den følgende udtalelse, som en klient meget engageret kom med i første session: „Min far, han var der bare aldrig for mig. Jeg har aldrig tilgivet ham." Ufærdige situationer i forhold til en betydningsfuld anden kræver en tom-stols-intervention. I en tom-stols-dialog aktiverer klienter deres indre opfattelse af den betydningsfulde anden og oplever og udforsker deres emotionelle reaktioner på den anden og får derigennem skabt mening i dem. Der skabes adgang til umødte behov, og der sker skift i opfattelsen af den anden og af en selv. En løsning involverer det at holde den anden ansvarlig eller at forstå eller tilgive den anden.

• Sårbarhed er en tilstand, hvor selvet føler sig skrøbeligt, dybt skamfuldt eller usikkert (eksempelvis: „Jeg føler ikke, at jeg har noget tilbage. Jeg er færdig. Det nytter ikke noget, at jeg kræver af mig selv, at jeg skal fortsætte"). Sårbarhed kræver bekræftende empatisk validering. Når en klient føler sig dybt skamfuld eller føler sig usikker på et aspekt af sin oplevelse, har han først og fremmest brug for empatisk afstemning fra terapeuten, som ikke kun skal opfange indholdet af det, klienten føler, men også bemærke klientens vitalitetsaffekter og spejle tempoet, rytmen og tonen i oplevelsen. Derudover skal terapeuten validere og normalisere oplevelsen. Denne spejling af selvoplevelsen fører til en styrket selvfølelse.

Ud over disse oprindelige seks markører og opgaver er der tilføjet yderligere markører og interventioner for 

1) traume og genfortælling af traumenarrativ, 

2) alliancebrud og -reparation, 

3) selvforagt og selvmedfølelse,

4) ekstrem sårbarhed og selvberoligelse og 

5) forvirring og det at etablere en indre ro (clearing a space) 

(se Elliott et al., 2004; Greenberg, 2015; Greenberg & Watson, 2006). 

Derudover er der specificeret et nyt sæt narrative markører og interventioner, som kombinerer arbejdet med emotioner og narrativer (Angus & Greenberg, 2011). Disse delvist selvforklarende markører inkluderer 

1) markøren for den samme gamle historie - en gentagende beskrivelse af problemer, klienten sidder fast i, og som bedst håndteres ved at arbejde med at genopleve specifikke erindringer om begivenheder;

2) markøren for en ufortalt historie, hvor den historie, der dukker op, bedst tilgås gennem empatisk udforskning;

3) markøren for en tom historie, der er blottet for følelser, som bedst kan beriges ved hjælp af empatiske formodninger om de implicitte følelser; og

4) markøren for en brudt historie, hvor uforudsete udfald udfordrer ens sikkerhed, hvilket bedst håndteres gennem at skabe en sammenhæng.

CASEFORMULERING

EFT har udviklet en procesorienteret tilgang til caseformulering, der understøtter udviklingen af det fokus, der er særligt hjælpsomt i korttidsterapi (Goldman & Greenberg, 2015; Greenberg & Goldman, 2008).

En caseformulering baserer sig på en procesdiagnose og etablering af et fokus samt udviklingen i klientens temaer frem for en person- eller syndrom-diagnose.

I en procesorienteret tilgang til terapi er caseformuleringen en fortløbende proces, som er lige så påvirket af øjeblikket og det, der udfolder sig i sessionen, som den er påvirket af en forståelse af klientens problemstillinger.

Mens klienten fortæller om det, der sker, holder terapeuten så at sige hele tiden sine fingre på klientens emotionelle puls og lytter efter de smertefulde emotioner, der ser ud til at være afgørende for klientens lidelser.

Terapeuten er først og fremmest optaget af at følge klientens proces og identificere klientens grundlæggende smerte samt markører for nuværende emotionelle udfordringer; han er ikke så optaget af at skabe et billede af personens grundlæggende personlighed, karaktertræk eller grundlæggende relationelle mønstre.

For at fastlægge et fokus følger terapeuten et smertekompas, der fungerer som et emotionelt sporingsapparat, som hjælper terapeuten til at følge klientens smertefulde oplevelser og til at være opmærksom på de forskellige markører, når de dukker op. Klientens smerte og markører er mere vejledende for interventioner, end en diagnose eller en uddybet caseformulering er.

Caseformuleringen i EFT skabes ved, at terapeuten følger det, som er mest smertefuldt eller mest gribende i klientens fortællinger, frem for blot at lytte til indholdet og danne en forståelsesmodel for underliggende årsager og ad den vej forstå klienten.

En caseformulering i EFT involverer først og fremmest, at klientens „smertekompas" følges, så det viser klienten og terapeuten vej ind til de grundlæggende problemer.

Ved at følge klientens smerte ledes processen ind i det, som er klientens centrale udfordringer, og proces har forrang for indhold.

Trinene i caseformuleringen er detaljeret beskrevet i Goldman og Greenberg (2015), og de beskrives kort i det følgende.

Første fase

Den første fase i en caseformulering involverer en udfoldelse af narrativer og en observation af klientens måde at processere emotioner på.

Den første fase indeholder følgende trin:

1. at lytte til de problemer, klienten fremlægger;

2. at identificere følelsesladede og smertefulde oplevelser;

3. at være opmærksom på og observere klientens måde at processere emotioner på; og

4. at give plads til, at det emotionsbaserede narrativ kan udfoldes.

I takt med at klienter fortæller deres historier, observerer terapeuten deres måder at processere emotioner på. Terapeuten er særligt opmærksom på den emotionelle tone og på de forskellige elementer, der indgår i den enkelte klients måde at processere emotioner på.

Terapeuten lytter blandt andet efter, om klientens emotioner er over- eller underregulerede, og om klienten har en internaliseret eller eksternaliseret måde at tale om følelserne på.

For at vurdere dette observerer terapeuten blandt andet klientens ansigtsudtryk, stemme og toneleje, graden af emotionel aktivering og graden af fordybelse i oplevelsen.

Anden fase

Dernæst bevæger caseformuleringen sig ind i den anden fase, hvor der fokuseres på de grundlæggende smertefulde emotionsskemaer i klientens

narrativ. Der er seks væsentlige aspekter i identifikationen af de grundlæggende emotionsskemaer i caseformuleringsprocessen( Goldman & Greenberg, 2015), og de er på engelsk repræsenteret af akronymet MENSIT: 

markers (markører), 

emotion schemes (emotionskøreplaner), 

needs (behov), 

secondary emotions (sekundære emotioner), 

interruptions (afbrydelser) og 

themes (temaer).

I terapien lytter terapeuten efter markører for klientens emotionelle problemtilstande, såsom angstsplit, ufærdige situationer og selvafbrydende processer.

Markørguidede (M) interventioner hjælper terapeuten til at afdække og skabe kontakt til underliggende følelser og afdække de grundlæggende smertefulde emotionsskemaer (E), der normalt involverer frygt og skam.

Grundlæggende behov (N) for kontakt og anerkendelse og de sekundære emotioner (S) som slører klientens grundlæggende emotionsskemaer, identificeres, i takt med at de opstår.

Undervejs identificeres afbrydende processer såsom det at dæmpe eller negligere sig selv, der blokerer klientens adgang til primære smertefulde tilstande og klientens følelse af at være berettiget til at få sine behov opfyldt.

Over tid vil der dukke temaer (T) op såsom sorg over tab, frygt for at blive forladt eller skam over utilstrækkelighed.

Ved at bruge MENSIT som en rettesnor kan terapeuten og klienten sammen konstruere et narrativ, der forbinder klientens problemer, de udløsende stimuli, adfærd for at undgå smerte og konsekvenserne af den måde, klienten har forsøgt at håndtere det på, med de grundlæggende emotionsskemaer, som skaber smerte.

Tredje fase

Når terapeuten har klarlagt klientens smertefulde emotioner, fortsætter de ind i den tredje fase med at udforme processerne hen ad vejen.

Terapeuten er opmærksom på klientens aktuelle tilstand og de gentagne markører, som relaterer sig til klientens kerneproblemer, samt på de mikromarkører, der opstår i arbejdet med de specifikke terapeutiske opgaver, og terapeuten former processerne ud fra det, der opstår fra det ene øjeblik til det næste.

I takt med at klienten får nye forståelser, vurderer terapeuten, hvordan klientens nyudviklede fortællinger relaterer sig de problemstillinger, klienten kom i terapi med.

Terapeuten vurderer undervejs graden af forandring, og hvorvidt klienten er parat til at afslutte forløbet (Goldman & Greenberg, 2015).

Greenberg, L. S. (2017). The therapy process. In Emotion-focused therapy, Revised ed. (pp. 67-118). American Psychological Association.