Emotions fokuseret parterapi

Bogen "Emotion-Focused Couples Therapy: The Dynamics of Emotion, Love, and Power" giver en grundig gennemgang af, hvordan emotioner påvirker parforhold og terapeutisk arbejde. Forfatterne Greenberg og Goldman integrerer emotion-fokuseret terapi med systemiske og interaktionelle perspektiver, undersøger forskellige emotioner såsom vrede, sorg, frygt og skam, og deres rolle i parforhold. De lægger vægt på betydningen af at forstå og bearbejde disse emotioner for at fremme et sundere og mere tilfredsstillende forhold. Bogen tilbyder konkrete terapeutiske teknikker og interventioner, der kan anvendes i parterapi, med fokus på både individuelle og relationelle aspekter.

Kapitlet "Introduktion" i bogen "Emotion-Focused Couples Therapy: The Dynamics of Emotion, Love, and Power" udvider den oprindelige teori om emotion-fokuseret parterapi (EFT-C) med fokus på affektregulering som en central drivkraft, der organiserer tilknytning, identitet og tiltrækning. Forfatterne argumenterer for, at en forståelse af affektregulering giver et mere konkret og observerbart grundlag for at forstå menneskelig adfærd og parinteraktion. De udforsker også sammenhængen mellem konflikter i parforhold og problemer i reguleringen af både egne og partnerens emotioner. Bogen tilbyder nye perspektiver på, hvordan man kan arbejde med at regulere følelser som vrede, sorg, frygt, skam samt kærlighed og andre positive emotioner i parterapi.

Forfatterne lægger vægt på, at affektregulering ikke betyder kontrol over emotioner, men snarere processen med at have de ønskede emotioner og undgå uønskede. Dette perspektiv anvendes til at forstå parinteraktioner i mere håndgribelige termer. Terapien fokuserer på at hjælpe parret og hvert individ med at regulere emotioner som vrede, sorg, frygt, skam samt kærlighed og andre positive emotioner. Kapitlet understreger betydningen af at arbejde med selvregulering af emotioner og transformation af smerten fra uopfyldte barndomsbehov, som ofte organiserer nutidige reaktioner.

Samlet set præsenterer kapitlet en udvidet ramme for EFT-C, som inkluderer både arbejde med andres regulering af emotioner og øget fokus på selvregulering af emotioner. Dette tilføjer et lag til parterapien ved at opmuntre til udtryk for voksne uopfyldte behov for nærhed og validering, hvilket har været et kendetegn ved tilgangen. Forfatterne ser denne tilføjelse som en eksplicitering af noget, der altid har været implicit i tilgangen, men som nu er uddybet mere klart i bogen.

Teori om emotionsfokuseret parterapi 

Kapitlet "Emotion" udforsker emotioners rolle i parforhold og terapi. Det fremhæver, hvordan emotioner både er biologisk forankrede og påvirket af kulturel læring. Forfatterne diskuterer emotioners funktion som kommunikationsmidler og deres betydning for relationer, herunder hvordan emotioner som frygt, vrede, skam, kærlighed og lykke påvirker parinteraktioner.

Emotioner ses som nøglen til at forstå og forbedre parforhold, især gennem deres indvirkning på relationelle dynamikker og konflikter. Kapitlet fordyber sig i forskellige emotioners oprindelse og udvikling, herunder hvordan basale emotioner som frygt og kærlighed har udviklet sig til at facilitere overlevelsesrelaterede mål i menneskelige relationer. Disse grundlæggende emotioner organiserer individets adfærd og interaktioner og er kritiske for parforholdets sundhed og udvikling.

Kapitlet argumenterer for, at en dybere forståelse af disse emotioner og deres indflydelse kan forbedre terapeutisk arbejde med par, ved at hjælpe dem med at genkende, forstå og regulere deres emotionelle reaktioner for at fremme sundere og mere støttende relationelle mønstre.

Kapitlet "Affect Regulation" fokuserer på, hvordan par regulerer emotioner i deres relationer. Emotionsregulering ses som afgørende for et sundt parforhold og involverer både selvregulering og regulering i forhold til partneren. Kapitlet udforsker koncepterne om primære og sekundære emotioner, og hvordan disse påvirker parrets dynamik. Forfatterne fremhæver vigtigheden af at anerkende og udtrykke sårbarhed, hvilket kan forbedre forholdet og reducere konflikter. De diskuterer også vigtigheden af at udvikle evner til både at modtage og give støtte i forholdet for at opnå følelsesmæssig balance og tilfredshed. Emotionsregulering ses som nøglen til dybere forståelse og intimitet i parforholdet.

Kapitlet "Motivation" diskuterer, hvordan motivation påvirker dynamikken i parforhold. Det fokuserer på tre centrale relationelle motivationer: identitet, tilknytning og tiltrækning. Disse motivationer er afgørende for, hvordan par interagerer og styrer deres relationelle konflikter og harmoni. Kapitlet uddyber, hvordan forskellige emotioner, såsom skam, frygt, og kærlighed, spiller en rolle i disse motivationer og påvirker parforholdets kvalitet. Det forklarer også, hvordan en balance mellem disse motivationer kan føre til mere harmoniske og tilfredsstillende relationer. Kapitlet fremhæver vigtigheden af gensidig anerkendelse og validering i et parforhold for at fremme et sundt forhold.

Det forklarer, at motivation i parforhold ikke kun drejer sig om enkelte handlinger eller beslutninger, men også om dybere psykologiske behov og stræben efter identitet, tilknytning og gensidig anerkendelse. Kapitlet diskuterer, hvordan forskellige motivationsfaktorer, såsom behovet for nærhed og sikkerhed, identitetsbekræftelse og gensidig anerkendelse, spiller en central rolle i parforholdets sundhed og udvikling. Det belyser, hvordan par kan navigere i komplekse emotionelle landskaber og opnå en dybere forståelse af hinanden gennem en bevidstgørelse af deres egne og partnerens motivationer. Dette omfatter også en diskussion af, hvordan konflikter og problemer i parforhold kan forstås og håndteres bedre gennem en forståelse af de underliggende motivationer. 

Kapitlet fokuserer på de motivationer, der driver parforhold, herunder identitet, tilknytning og tiltrækning. Disse motivationer spiller en central rolle i, hvordan partnere interagerer, kommunikerer og opfatter hinanden. Identitetsmotivation handler om at søge bekræftelse og forståelse fra partneren, tilknytningsmotivation omfatter behovet for sikkerhed og nærhed, mens tiltrækningsmotivation indebærer de dynamikker, der driver romantisk og seksuel interesse. Forståelse af disse motivationer kan være nøglen til at løse konflikter og fremme sund kommunikation og tilfredshed i parforholdet. 

Kapitlet "Interaction" diskuterer interaktionens rolle i parterapi. Forfatterne fokuserer på, hvordan par interagerer på baggrund af deres emotionelle tilstande og motivationsmæssige drev. De fremhæver, at forståelse og regulering af disse emotionelle og motivationelle faktorer er nøglekomponenter i at forbedre kommunikation og løse konflikter i parforholdet. Kapitlet uddyber også, hvordan negative interaktionsmønstre kan forstærke følelsesmæssige problemer, og hvordan terapi kan hjælpe par med at bryde disse mønstre og skabe mere positive og støttende dynamikker.

Kapitlet analyserer, hvordan interaktioner i parforhold påvirkes af emotioner og motivation. Det fremhæver vigtigheden af at forstå interaktionsmønstre og deres indflydelse på parrets dynamik. Kapitlet fokuserer på, hvordan forskellige typer af emotioner og motivationsfaktorer, som identitet, tilknytning og tiltrækning, spiller en central rolle i udformningen af disse interaktionsmønstre. Desuden undersøges, hvordan konflikter og problemer i parforhold kan adresseres gennem en dybere forståelse af de underliggende interaktionsdynamikker. 

Figur 5.1, "Todimensionel oval model af interaktion.", illustrerer interaktioner i parforhold gennem to hoveddimensioner: tilknytning (horisontal akse) og indflydelse (vertikal akse). Modellen viser, at tilknytningsdimensionen, der dækker over nærhed og afstand, er mere fremtrædende end indflydelsesdimensionen, som omhandler kontrol og dominans. Dette resulterer i en oval form, der repræsenterer interaktionsrummet, hvilket indikerer at tilknytning har større betydning end indflydelse i intime relationer.

Figur 5.2, "Eskalerende cyklusser af invalidering.", illustrerer en cyklus, hvor ikke anerkendte primære adaptive emotioner fører til udtryk af sekundære emotioner og invalidering hos den anden partner. Dette skaber sekundære emotioner hos den invaliderende partner og resulterer i en gentagende cyklus. Invalidering kan også medføre aktivering af primære uhensigtsmæssige emotioner, hvilket intensiverer cyklussen. Modellen skildrer, hvordan en cyklus af negative interaktioner og følelsesmæssig eskalation udvikler sig i parforhold, hvor parternes evne til at anerkende og udtrykke deres sande, primære emotioner er nedsat.

Kapitlet "Culture and Gender" undersøger betydningen af kulturelle og kønsrelaterede faktorer i parterapi. Det fremhæver, hvordan forskellige kulturelle baggrunde påvirker parrelationer, herunder synet på kærlighed, magt og emotioner. Der lægges særlig vægt på, hvordan kulturelle normer og kønsroller former emotionelle udtryk og interaktioner i parforhold. Kapitlet analyserer også forskellene i emotionelle dynamikker mellem forskellige kulturer og diskuterer relevansen af disse forskelle i parterapeutisk arbejde. Forfatterne argumenterer for behovet for en kultursensitiv tilgang i terapien, hvor både kulturelle og kønsspecifikke faktorer tages i betragtning for at forstå og adressere de unikke udfordringer, som par står overfor.

Parterapi: Et emotionsfokuseret perspektiv 

Kapitlet "Intervention Framework" beskriver en detaljeret ramme for terapeutiske interventioner i parterapi. Denne ramme er opdelt i fem stadier, hver med specifikke trin og mål. Den fokuserer på at skabe en forståelse og håndtering af emotioner i parforholdet, herunder identificering og bearbejdning af både primære og sekundære emotioner. Terapien lægger vægt på at transformere negative interaktionsmønstre og fremme udvikling af sundere relationelle dynamikker. Terapeutens rolle betones som en guide og coach i parrets emotionelle rejse, og der lægges stor vægt på at udvikle partnernes evne til at udtrykke og anerkende hinandens emotionelle behov og sårbarheder. 

Den strukturerede tilgang til terapeutiske interventioner i emotion-fokuseret parterapi (EFT-C) indebærer en flerfaset proces. Første fase omfatter etablering af en terapeutisk alliance og validering af hver partners oplevelser. Anden fase fokuserer på at identificere og nedtrappe negative interaktionscykler, som driver konflikter i forholdet. I tredje fase arbejder parret med at få adgang til og udtrykke primære, ofte skjulte emotioner. Den fjerde fase omhandler omstrukturering af interaktionsmønstre for at skabe en mere positiv dynamik. Den sidste fase fokuserer på konsolidering og integration af nye, sundere måder at kommunikere og interagere på. Denne tilgang prioriterer emotionel bevidsthed og ændring af dysfunktionelle mønstre til fordel for dybere forståelse og intimitet i forholdet. (se model længere nede)

Kapitlet "Therapeutic Tasks: Focusing on Interactional Cycles" fokuserer på terapeutiske opgaver rettet mod at forstå og ændre de interaktionelle cyklusser, der opstår i parforhold. Det understreger vigtigheden af at genkende og arbejde med de gentagne negative mønstre, som par falder ind i. Disse cyklusser betragtes som centrale i at fastholde relationelle konflikter og dysfunktioner. Terapeutens rolle er at hjælpe parret med at identificere disse mønstre, forstå de underliggende emotioner og behov, og derefter arbejde mod at ændre disse interaktioner til mere positive og støttende dynamikker. Kapitlet understreger, at en effektiv parterapi kræver en dyb forståelse af disse interaktionelle cyklusser og en fokuseret indsats på at ændre dem. (se tabel længere nede)

Kapitlet "Therapeutic Tasks: Focusing on Individual Emotional States" behandler, hvordan terapeuter kan fokusere på individuelle emotionelle tilstande inden for parterapi. Det beskriver teknikker til at identificere og arbejde med dybe emotioner, såsom at adressere uudtrykte eller forvirrende følelser. Kapitlet understreger vigtigheden af at forstå hvert individs unikke emotionelle oplevelser for at fremme heling og forståelse i parforholdet. Det tilbyder indsigt i, hvordan terapeuter kan guide par til at udforske og udtrykke deres følelser, hvilket bidrager til en dybere forbindelse og forståelse mellem partnerne. 

Arbejde med specifikke emotioner

Kapitlet "Anger in Couples Therapy" udforsker vredens rolle og håndtering i parterapi. Vrede bliver præsenteret som en kompleks følelse, der kan være både adaptiv og ikke adaptiv i relationelle sammenhænge. Kapitlet diskuterer forskellige former for vrede, såsom primær adaptiv vrede, primær ikke adaptiv vrede, sekundær vrede og instrumental vrede, og deres betydning i parforholdets dynamik. Der lægges vægt på vigtigheden af at forstå og udtrykke vrede på en sund måde for at fremme forståelse og intimitet i forholdet. Kapitlet giver også indsigt i, hvordan terapeuter kan hjælpe par med at navigere og transformere vrede for at forbedre deres relationer.

Kapitlet "Sadness in Couples Therapy" undersøger sorgens rolle i parterapi. Det belyser, hvordan sorg og tab opleves i parforhold og påvirker parrets dynamik. Kapitlet diskuterer, hvordan par kan arbejde med sorg i terapien, herunder hvordan sorg kan manifestere sig forskelligt hos hver partner og hvordan disse følelser kan påvirke deres interaktion. Terapeutens rolle er at hjælpe parret med at forstå og udtrykke sorg på en sund måde, som kan fremme heling og forståelse i forholdet.

Kapitlet "Fear in Couples Therapy" fokuserer på frygtens rolle i parterapi. Det diskuterer, hvordan frygt kan manifestere sig i parforhold og hvordan det kan påvirke interaktioner og konflikter. Terapeutens rolle er at hjælpe par med at forstå og håndtere disse frygtfølelser, så de kan opbygge et sundere og mere tillidsfuldt forhold. Kapitlet udforsker forskellige former for frygt, herunder frygt for intimitet, frygt for afvisning og frygt for ensomhed, og giver indsigt i, hvordan disse kan påvirke partnernes evne til at forbinde og kommunikere effektivt med hinanden. 

Kapitlet "Shame in Couples Therapy" adresserer skams rolle i parterapi. Det beskriver skam som en dybtgående emotion, der kan være både adaptiv og ikke adaptiv, og som har stor indflydelse på individets selvopfattelse og relationelle dynamikker. Kapitlet fremhæver, hvordan skam kan manifestere sig i parforhold og de terapeutiske tilgange til at arbejde med skam. Der diskuteres forskellige former for skam, herunder primær og sekundær skam, samt hvordan disse påvirker interaktioner i parforholdet. Terapeutens rolle er at hjælpe parret med at forstå og bearbejde skam, for at fremme intimitet og gensidig forståelse i forholdet. 

Kapitlet "Positive Emotion in Couples Therapy" fokuserer på vigtigheden af positive emotioner i parterapi. Det beskriver, hvordan positive emotioner som glæde, interesse og kærlighed kan forbedre forholdets kvalitet og hjælpe med at løse konflikter. Terapeuter opfordres til at anerkende og fremme udviklingen af disse følelser, da de spiller en afgørende rolle i at skabe et reservoir af gode følelser, som kan modvirke negative emotioner og styrke relationen. Kapitlet udforsker også, hvordan positive emotioner kan fremme sund vækst og udvikling i forholdet.

Interaktionsdimensioner

Empiriske studier af interaktion har vist, at interpersonel adfærd bedst repræsenteres langs to ortogonale akser, som afspejler de overordnede motivationsdimensioner (Leary, 1957). Disse akser er blevet betegnet med mange forskellige navne, men grundlæggende handler den ene akse om tilknytning, eller hvad Bakan (1966) kaldte communion. Denne dimension er forankret i de polære modsætninger nærhed og distance, eller kærlighed og had. Den overordnede betegnelse selvpositionering er blevet anvendt til at beskrive den anden akse (Bakan, 1966; Horowitz, 2004). Denne akse har været vanskeligere at navngive og handler om identitet, differentiering, kontrol eller indflydelse og er forankret i de polære modsætninger dominans og underkastelse, eller frihed og kontrol.

Forskere, som har udviklet cirkumpleksmodeller for interaktion (L. S. Benjamin, 1993; Leary, 1957; Wiggins, 1973), har alternativt omtalt den tilknytningsrelaterede x-akse som forbundethed, affiliation, kærlighed, varme og omsorg, og den identitetsrelaterede y-akse som interdependens, indflydelse, kontrol eller dominans. Den horisontale communion-dimension kan således betegnes som spændende fra forbundet, kærlig eller nær til frakoblet, indifferent, fjendtlig eller distanceret. Vi refererer til denne akse som tilknytningssaksen. Selvpositionering udgør den vertikale dimension og spænder betydningsmæssigt fra “at differentiere sig, påvirke, kontrollere eller dominere” til “at sammenflette sig, give efter, opgive kontrol eller underkaste sig”. Vi refererer til denne akse som indflydelsesaksen. Al interaktionel adfærd kan beskrives som en kombination af disse to dimensioner.

Af alle cirkumpleksmodeller er L. S. Benjamins (1993, 1996) strukturelle analyse af social adfærd den mest anvendelige for os i kodningen af faktiske interaktioner i terapi. Hendes måleinstrument bygger på en model for interpersonel adfærd med to underliggende dimensioner, der spænder fra had til kærlighed (relateret til tilknytning og affektion) og fra sammenfletning til differentiering (relateret til identitet). Enhver pars interaktion – verbal såvel som nonverbal – kan beskrives langs disse akser.

Det er vigtigt at bemærke, at interpersonel adfærd i cirkumpleksmodeller generelt forstås som gensidigt virkende, og at hver klasse af handlinger antages at fremkalde en bestemt klasse af reaktioner hos partneren. For eksempel vil en person, der bebrejder sin partner, ifølge dette system fokusere på den anden på en måde, der både er noget fjendtlig og noget kontrollerende, og partneren vil sandsynligvis reagere ved at føle sig angrebet eller belastet, hvilket er både noget fjendtligt og noget underkastende. Angreb fremkalder således forsvar eller gensidigt angreb, afhængigt af om responsen er komplementær eller symmetrisk, mens kærlighed gengældes med kærlighed og fremkalder åbenhed hos den anden. Den fremkaldte reaktion er oftest en komplementær adfærd (Kiesler, 1996; Leary, 1957), som antages at tilfredsstille personens mål, motiv eller ønske.

L. S. Benjamin foreslog, at selv om både den affilierede (tilknytning) og den indflydelsesrelaterede dimension traditionelt er blevet betragtet som lige vigtige – hvilket har resulteret i en cirkumpleksmodel repræsenteret ved en cirkel – er der ingen apriorisk grund til, at affiliations- eller kærlighed–had-dimensionen skal vægtes lige så tungt som indflydelsesdimensionen i interpersonel kommunikation. Hun argumenterede for, at adfærd relateret til tilknytning og affektion kan være vigtigere i det interpersonelle rum end differentiering, kontrol eller dominans (se L. S. Benjamin, Rottweiler & Critchfield, 2006). Interaktion bør derfor snarere forstås som placeret på en oval – som vist i figur 5.1 – frem for på en cirkel, hvilket indikerer, at tilknytningsdimensionen har større indflydelse på interaktion, især i intime relationer.

L. S. Benjamin foreslog endvidere, at det er rimeligt at betragte den tilknytningsrelaterede affiliationsakse som en hoveddimension, fordi mennesket er et flokdyr (L. S. Benjamin et al., 2006). Som vi diskuterede i det foregående kapitel, ligger der to motiver til grund for atilknytningsdimensionen – et for tryghed og et for affektion – hvorimod der kun ligger ét motiv, nemlig identitet, til grund for indflydelsesdimensionen. Tilknytningsadfærd sikrer forbindelse til omsorgspersonen og dermed overlevelse, mens affektion skaber parbinding. Den affilierede interaktionsdimension er derfor ofte vigtigere i intime relationer.

Adfærd, der beskytter identitet og status – repræsenteret på den vertikale indflydelsesakse – er ganske vist også vigtig for overlevelse, men kan argumenteres for at være mindre central end tilknytning og affektion i intime relationer. Derudover må der være nærhed, før der kan være validering, hvilket i sig selv giver tilknytning forrang. Selvom interpersonel interaktion kan beskrives langs to dimensioner, kan tilknytningsdimensionen således veje tungere i intime relationer end indflydelsesdimensionen. Vi diskuterer dog dominans mere end affiliation i dette og senere kapitler, ikke fordi vi anser den for vigtigere, men fordi vi ønsker at supplere tidligere arbejde om tilknytning for at opnå en mere omfattende beskrivelse af parforholdskonflikter.

Det er også vigtigt at bemærke, at fjendtlighed – som er en central komponent i ægteskabelig mistrivsel – i L. S. Benjamins (1993) interaktionsmodel ligger på den horisontale akse og handler om ikke at få den kærlighed eller tryghed, man har brug for, snarere end om indflydelse. Fjendtlig adfærd i ægteskabet, selv om den ofte fremkalder fjendtlighed, er mere et udtryk for oplevelsen af, at et centralt affiliativt motiv eller mål er blevet frustreret, end et ønske om at ødelægge eller fremkalde modfjendtlighed. Bemærk også, at den negative ende af nærhedsdimensionen hos nogle forskere betegnes som tilbagetrukket eller disengageret snarere end fjendtlig. Nogle gange er modsætningen til kærlighed tilbagetrækning eller ligegyldighed.

Ud fra denne model ser vi endvidere, at indflydelsesdimensionen ikke er relateret til kærlighed, had eller fjendtlighed, men snarere til at have kontrol, føle sig magtesløs, opleve sig valideret eller være fri til at være sig selv.

Primære og sekundære emotioner og interaktion

Når tilknytnings- og identitetsbehov ikke bliver mødt i parforhold, udvikler parrets samspil sig hurtigt til organiserede negative cirkler, som beskrives indgående i kapitel 8, “Terapeutiske opgaver: Fokus på interaktionelle cirkler.” Her vil vi understrege betydningen af primære og sekundære emotioner i skabelsen af disse cirkler.

Når primære tilknytningsrelaterede emotioner, såsom frygt for at blive forladt, aktiveres men ikke kan tolereres, bliver de ofte transformeret til sekundære emotioner som vrede. Når primære identitetsrelaterede emotioner, såsom skam, aktiveres men ikke kan tolereres, bliver de ofte transformeret til sekundære emotioner som foragt.

Fordi parterne ikke er i stand til at tolerere deres primære emotioner, beskytter de sig mod at opleve og anerkende dem og tyer i stedet til udtryk for sekundære emotioner såsom bebrejdelse og nag, overlegenhed og foragt samt ligegyldighed. Disse sekundære emotioner fastholder de negative interaktionelle cirkler og styrer kommunikationen mellem parterne.

Kommunikation, der drives af sekundære emotioner, fører som regel til negative attribueringer af partneren og efterfølgende bebrejdelse og invalidering. Den anden reagerer defensivt med sekundære emotioner, hvilket fører til gensidig bebrejdelse og invalidering, som intensiverer cirklen.

For eksempel føler partner A sig ensom og forladt, når hans kone, partner B, arbejder sent. Da han ikke kan tolerere disse primære følelser, oplever han i stedet vrede, tolker partner B som ligeglad og invaliderer hende ved at sige:
"Du burde kunne nå dit arbejde til tiden og så lade det blive på kontoret."

Partner B føler sig såret og invalideret, tolker partner A som én, der ser hende som mangelfuld, men beskytter sig mod denne oplevelse ved at sige:
"Hvad betyder det overhovedet? Alt hvad du laver om aftenen er at se tv,"
hvilket invaliderer partner A.

Denne eskalerende negative proces er illustreret i figur 5.2 gennem feedback-sløjfen mellem sekundære emotionelle udtryk og invalidering.

Denne cirkel fører til høj emotionel og adfærdsmæssig reaktivitet, emotionel dysregulering hos begge parter og yderligere invalidering. Terapi må modvirke denne cirkel ved at fremme bevidsthed om og udtryk af den primære emotionelle oplevelse. Dette vil igen føre til mindre bebrejdelse og invalidering, en mere ikke-dømmende accept af både selv og den anden samt reduceret emotionel aktivering.

Dette øger muligheden for validering, nærhed, intimitet, empati og medfølelse over for hinanden, hvilket kan føre til positive interaktionelle cirkler.

Invalidering og validering synes at være kerneprocesser i henholdsvis udviklingen af negative og positive interaktionscirkler. I en kvalitativ analyse af forandringsprocesser i EFT-C baseret på pars retrospektive beretninger viste ikke-dømmende holdning eller reduktion af kritik og bebrejdelse sig at være en central faktor i forandring i parterapi (Greenberg, James & Conry, 1988; Wile, 1993).

Et centralt tema i alle parforholdskonflikter er derfor at reducere kritik, bebrejdelse og invalidering. En af de vigtigste måder at reducere konflikter i parforhold på er netop dette: at mindske kritik, bebrejdelse og invalidering.

Som vist i figur 5.2 kan invalidering, der udspringer af sekundære emotioner forbundet med bebrejdelse, føre til aktivering af maladaptive primære emotioner. Dette forværrer eskalationsprocessen, gør cirklen mere rigid og destruktiv og fører til øget affekt-dysregulering hos begge parter.

Hvis ensomhed eller det at begå fejl ikke mødes med empati, men i stedet invalideres, kan centrale maladaptive emotioner som frygt eller skam aktiveres. Dette fører til mere intense og belastende emotioner og mere negativ interaktion.

Vi kan for eksempel se følgende negative processer i etableringen af en negativ affiliativ cirkel:
Processen begynder med den automatiske aktivering af en primær emotion, fx ensomhed. Personen scanner for trusler om at blive forladt og engagerer sig – i stedet for at anerkende den primære emotion – automatisk i en defensiv attribuering, hvor den anden opfattes som ligeglad. Personen føler vrede og begynder at kritisere.

Partneren kan føle skam, scanne for ydmygelse og tænke, at den anden vil se ham eller hende som mangelfuld. For at beskytte sig selv reagerer partneren med dominans, hvilket igen kan vække den andens skam eller frygt.

I et andet par kan den ene partner føle frygt, scanne for fare og tænke: “Jeg kan ikke overleve uden den anden,” og dermed blive angst og distanceret. Denne distance kan igen føre den anden partner ind i en maladaptiv frygt for at blive forladt.

For at hjælpe terapeuter med at identificere grader af validering og invalidering i parforhold udviklede Greenberg og Mateu-Marques (1997) en 8-punkts skala, som beskriver de involverede processer og giver eksempler på udsagn, en partner kan komme med.

Par-valideringssystem: 8-punktsskala

Validering er kommunikationen til den anden om, at hans eller hendes oplevelse eller reaktion giver mening og er forståelig. Dette sker ved at gøre den andens oplevelse meningsfuld i lyset af personens opfattelse af sin aktuelle eller tidligere situation eller livskontekst. Validering indebærer at acceptere og respektere den anden og at kommunikere dette, hvorved man demonstrerer en reel værdsættelse af den anden.

INVALIDERING

1. Ignorering

Partneren ignorerer den andens indre oplevelse. Partneren hører ikke, hvad den anden fortæller, eller anerkender ikke, at den anden oplever noget.
Eksempel: Som svar på “Jeg føler mig virkelig træt” siger partneren: “Skal vi ikke gå ud og få en is?”

2. Kritiserende

Partneren kritiserer den andens indre oplevelse, handlinger eller identitet og viser dermed manglende accept. Tonen og/eller indholdet er foragtende, kritisk eller nedgørende.
Eksempler: “Du tager fejl”, “Du er dum”, “Du ved ikke, hvad du taler om.”

3. Dominerende definering

Partneren definerer den andens virkelighed på en påtrængende måde ved at forklare den andens oplevelse eller adfærd negativt eller kontrollerende – uden at anerkende eller passe til den andens perspektiv eller oplevelse.
Dette diskvalificerer den anden og formidler en autoritær eller paternalistisk holdning, hvor partneren signalerer, at den andens oplevelse er forkert, at vedkommende ikke burde have denne oplevelse, eller at partneren ved bedst, hvad der foregår hos den anden.
Eksempel: “Du har ingen grund til at græde. Det er fjollet.”

4. Misforståelse

Den forståelse, der formidles, er upræcis eller fanger kun det mest overfladiske aspekt, og den ene partner kan misforstå store dele af det, den anden siger. Taleren genkender ikke meningen i den andens oplevelse og er ofte ikke klar over, at han eller hun ikke gør det.
Et eksempel er, når en partner giver en upræcis eller beroligende kommentar, som forbigår den andens faktiske oplevelse.

VALIDERING

5. Forståelse

Partneren formidler både verbal og nonverbal forståelse til den, der deler. Partneren viser, at han eller hun lytter og forstår gennem mindst minimale responser. Der er ingen kritik og ingen forsøg på at ændre, fortolke eller vurdere den andens oplevelse.
Forståelsen er i vid udstrækning korrekt eller indfanger et væsentligt aspekt af den andens oplevelse, så den anden føler sig forstået.
Eksempel: Partneren nikker, ser på den anden og siger: “Jeg hører, hvor trist du føler dig.”

6. Bekræftelse

Partneren formidler accept af den andens oplevelse og kommunikerer, at den andens emotioner, behov og adfærd er gyldige og giver mening. Dette sker både verbalt og emotionelt – gennem ansigtsudtryk, øjenkontakt og stemmeføring.
Verbalt forstår partneren den andens emotion enten i relation til den aktuelle situation eller til en historisk kontekst. Denne bekræftelse bidrager til en fælles konstruktion af en stærkere identitetsfølelse ved at bekræfte realiteten af den andens oplevelse – og dermed validere personen.
Eksempel:
“Jeg hører, hvor ked af det du blev, da jeg ikke ringede, og hvordan det føltes, som om jeg ikke tænkte på dig” (aktuel kontekst)
eller
“… fordi det mindede dig om, at din far aldrig ringede” (historisk kontekst).

7. Respekt

Partneren udtrykker respekt for og værdsættelse af den anden og dennes oplevelse samt en dyb interesse for og omsorg for den andens trivsel. Partneren viser ægte involvering i det, den anden siger, samt varme og omsorg.
Eksempel:
“Jeg bekymrer mig virkelig om dine behov, og jeg vil gerne have, at du siger det til mig, når du føler, at jeg forsømmer dig. Når jeg bliver stresset, kan jeg komme til at overse dine emotioner, men jeg vil meget gerne have, at du siger det, for det ønsker jeg virkelig ikke at gøre.”

8. Affektiv afstemning (attunement)

Partneren bekræfter den andens emotionelle oplevelse ved at være stærkt emotionelt afstemt nonverbalt og ved sensitivt at følge den andens oplevelse øjeblik for øjeblik. Partneren viser en fuldt udfoldet og nuanceret forståelse og kan bygge videre på det, den anden har sagt, således at forståelsen uddybes, og muligheder for kontakt og intimitet – som var implicitte, men endnu ikke formuleret – tydeliggøres og bekræftes.

For eksempel matcher partnerens rytme og tempo den andens, og partneren uddyber og formidler værdi:
“Jeg hører, hvor ked af det du blev, da jeg ikke ringede, og hvordan det føltes, som om jeg ikke tænkte på dig” (aktuel kontekst)
eller
“… fordi det mindede dig om, at din far aldrig ringede” (historisk kontekst);
og fortsætter fx:
“Jeg ved, hvor forfærdeligt det er at føle sig uvigtig eller forladt på den måde, og jeg er virkelig bekymret for dig.”

Derudover kan partneren sige:
“Jeg kan se, hvordan det fik dig til at trække dig og blive stille. Måske sagde du: ‘Jeg føler mig for utryg til at række ud, medmindre jeg får signalet om, at du virkelig holder af mig’ – og jeg vil gerne have, at du ved, at det gør jeg.”

"Therapeutic Tasks: Focusing on Interactional Cycles"

Først beskrives de forskellige typer af cyklusser, der forekommer på tilknytningsdimensionen, hvor begge partneres primære bekymring er tilknytningsrelateret. Dernæst beskrives cyklusser på indflydelsesdimensionen, hvor begge bekymringer er identitetsrelaterede.

De grundlæggende negative cyklusser og interaktionelle positioner

Negative cyklusser på tilknytningsdimensionen kan skiftevis beskrives som forfølge–trække sig, angribe–forsvare, klamre sig–skubbe væk eller kræve–trække sig, men de handler alle om håndteringen af nærhedens dynamik.
Negative cyklusser på indflydelsesdimensionen er dominere–underkaste sig, lede–følge, definere–indordne sig, klage–formilde eller overfungere–underfungere, men de handler alle om indflydelsens dynamik.

I disse cyklusser gælder det, at jo mere den ene partner engagerer sig i én handling – fx at forfølge for at opnå nærhed – desto mere engagerer den anden sig i en gensidig reaktion – fx at trække sig for at beskytte sig. Jo mere den ene partner trækker sig, desto mere forfølger den anden; jo mere den ene kontrollerer, desto mere modsætter eller underkaster den anden sig. Dermed opstår en cirkulær, eskalerende interaktion – og kampen om forbundethed og validering begynder.

I én hovedtype af cyklus forfølger den forfølgende partner emotionel nærhed, men gør det gennem bebrejdelser og kritik, mens den tilbagetrækkende partner trækker sig for emotionel beskyttelse.
I en anden hovedtype kontrollerer den dominerende person – eller overfungerer – og træffer alle beslutninger for at føle sig tryg, men ender ofte med at føle sig belastet eller foragtende over for den anden. Den underfungerende partner, som føler sig mere usikker, tvivlende eller underdanig, gør meget lidt, men ender med at føle sig utilstrækkelig eller usynlig.

Negative interaktionelle cyklusser er scriptet af uopfyldte tilknytnings- og identitetsbehov, drevet af ønsket om at overvinde ensomhed og frygt for at blive forladt eller følelser af skam og/eller magtesløshed. I nogle par forekommer cyklusserne primært på én dimension – enten med fokus på at opretholde nærhed eller på kontrol. Selvom nogle cyklusser beskrives som tilknytningsbaserede og andre som indflydelsesbaserede, rummer mange begge aspekter: både nærhed og kontrol.

For eksempel kan den forfølgende partner i en konflikt, der primært handler om nærhed, føle sig kontrolleret af den tilbagetrækkende partner, mens den tilbagetrækkende partner kan føle sig kontrolleret af den nagende forfølger. I tilknytningscyklusser relateret til nærhed eller seksuel intimitet føler den mere aktive forfølger sig ofte mindre magtfuld end den mere distancerede partner, og det antages generelt, at det ofte er den partner med lavere seksuelt begær eller behov for intimitet, som kontrollerer sex og intimitet i parforholdet.

I par, hvor de interaktionelle cyklusser involverer en blanding af tilknytnings- og identitetsbekymringer, kan begge partnere forfølge både nærhed og validering samtidig. For eksempel kan den ene partner tilbyde venligt ment rådgivning, som både er delvist tilknyttende og delvist kontrollerende. Den anden partner kan på sin side bede om sådan vejledning på en både tilknyttende og underdanig måde, men derefter ignorere rådene som en måde at hævde sin identitet på.

En anden vigtig type blandet cyklus opstår, fordi partnerne befinder sig på forskellige dimensioner. For eksempel kan den ene partner være optaget af tilknytning og forfølge nærhed, mens den anden primært er optaget af at beskytte sin identitet og derfor kontrollerer eller trækker sig.
Et eksempel: En hustru kan føle sig trist og ensom og forfølger derfor nærhed, mens hendes mand kan opleve frygt for at miste kontrol og/eller føle sig utilstrækkelig og derfor lukker ned eller trækker sig for at beskytte sin identitet. Dette fører til, at hun bliver vred og begynder at nage, kritisere og stille krav. Hun er optaget af at søge nærhed og har primær angst for adskillelse. Hendes mand, som føler sig kritiseret og kontrolleret, hører en bekræftelse af, at han er utilstrækkelig, og føler enten skam eller frygt for yderligere kontroltab og modsætter sig derfor hendes indflydelse yderligere. Hans bekymring handler ikke om nærhed og tryghed, men om identitet og kontrol. I denne cyklus modsætter den tilbagetrækkende partner sig indflydelse, fordi hans identitet er truet.

I et par i denne type blandet cyklus siger hustruen, Abby, at hun ofte føler sig ensom og uelsket i relationen – som om hun lever i en ørken. Dette involverer tydeligt et tilknytningsbehov. Hendes mand, Paul, hvis selvværd er sårbart, siger, at han tvivler på, om han er i stand til at elske, og at han føler sig utilstrækkelig, fordi han ikke kan imødekomme hendes behov. Han bliver ofte tavs og trækker sig. Dette aktiverer ganske vist en sekundær tilknytningsbekymring og en frygt for, at “hun vil forlade mig, hvis jeg ikke er god nok”, men det er vigtigt at se, at det primære problem, han har brug for at arbejde med, er frygten for: “Jeg er ikke god nok.” Det er vigtigt at få dette frem og blive valideret i det, men han har også brug for at kunne berolige sig selv, når han føler sig defekt, og for at finde sine egne styrker. Hans problemstilling er klart primært en identitetsbekymring, ikke en tilknytningsbekymring.

Abbys typiske reaktion på tab af forbindelse er at kritisere og blive vred og sige: “Du svarer aldrig på mig. Jeg kan ikke regne med, at du er der; du er ligeglad. Du får mig ikke til at føle mig elsket.”
Pauls karakteristiske indre reaktion på hendes krav om kontakt er at føle sig som en fiasko, fordi han ikke kan give hende det, hun har brug for. Hans typiske ydre reaktion er imidlertid først at forsvare sig og derefter trække sig af frygt for at blive set som mangelfuld. For hans hustru ser det ud, som om han er ligeglad, snarere end at han beskytter sig selv, og derfor kritiserer hun ham. Dette bekræfter hans følelse af utilstrækkelighed, og han trækker sig yderligere for at beskytte sig.

I en anden cyklus, hvor partnerne befinder sig på forskellige dimensioner, er den ene partner primært skambaseret og optaget af selvværd og derfor kontrollerende, mens den anden er ængstelig, optaget af nærhed og derfor underdanig. For eksempel kan manden føle sig utilstrækkelig i forhold til sin mandighed og kontrollere sin hustrus aktiviteter og udseende, mens hustruen indordner sig af frygt for at miste ham, hvis hun ikke bøjer sig for hans vilje.

I disse blandede kampe interagerer den ene partners tilknytnings- og tryghedsbehov med den anden partners identitets- og selvværdsbehov. Disse cyklusser udvikler sig ofte på følgende måde: Hvis Partner A’s behov for nærhed aftager efter forelskelsesfasen, og omsorg og endda engagement begynder at mindskes, vil Partner B opleve sin tryghed som truet. Hvis den ængstelige partner derefter begynder at nedvurdere Partner A for ikke at være omsorgsfuld nok, vil Partner A opleve sin identitet som truet. Når én partner føler sig truet i tilknytningsdomænet, angriber denne partner ofte den andens identitet. Nu befinder konflikten sig både i sikkerheds- og selvværdsdomænet, med et deraf følgende tab af tryghed for begge. Hvis konflikten ikke løses, vil de fleste mennesker bevæge sig mod at beskytte deres identitet (“Jeg er okay”), angribe den andens identitet (“Du er ikke okay”) og skabe distance for at gøre dette – hvilket dermed truer tilknytningsbåndet.

Denne forståelse af forskellen mellem tilknytnings- og indflydelsesdimensionerne i konflikt bliver mere kompleks af observationen af, at dominans og tvang til tider kan bruges – af mindst én partner – i forsøget på at opfylde tilknytningsbehov. Dominans kan således manifestere sig, når forbindelsen er brudt, som et forsøg på at genoprette kontakt. Her handler konflikten om, hvem der har ret, og hvem der har retten til at fastsætte regler for nærhed, eller hvem der har retten til at definere, hvordan tingene er og bør være i relation til intimitet. Dermed har vi en indflydelsesinteraktion lagt oven på en mere grundlæggende stræben efter nærhed.

Vi vil nu diskutere og illustrere cyklusserne på de forskellige dimensioner.

Forfølge–trække-sig-cyklusser

Den mest almindelige cyklus på tilknytningsdimensionen involverer en bebrejdende eller krævende partner i samspil med en forsvarende eller tilbagetrækkende partner. I dette mønster forfølger den forfølgende partner nærhed gennem forespørgsler, appeller og handlinger, som kan blive krævende, eller gennem kritik, bebrejdelser eller fordømmelse af partneren for manglende intimitet, uopmærksomhed, fravær eller andre svigt.

For både den tilbagetrækkende og den forfølgende partner kan manglende evne til at regulere affekt spille en væsentlig rolle i eskaleringen af konflikten. Den tilbagetrækkende partner undgår nærhed for at beskytte sig selv og regulere affekt. Distancerens frygt for intimitet er baseret på en oplevelse af, at nærhed er truende og vil forstyrre evnen til affektregulering. I stedet for at opleve nærhed som beroligende eller trøstende, opleves den som angstprovokerende, enten fordi den aktuelt er skuffende eller skadelig, eller fordi den har været det tidligere. For disse partnere er nærhed farlig, fordi den kan føre til grænseoverskridelse, opslugning, udslettelse eller forladthed, og derfor bliver undgåelse af nærhed den forsøgte løsning på at forhindre eller regulere angst. Dette indebærer at lukke ned, ikke lytte, ikke se på og ikke respondere på partneren.

Denne responsform hos den tilbagetrækkende partner udløser angst eller vrede hos den anden partner, som – ude af stand til at regulere disse følelser – reagerer desperat ved at angribe (fx: “Du er ubrugelig”) eller true (fx: “Hvis du ikke reagerer på mig, finder jeg en anden, der vil”). De fleste andre interaktionsmønstre på tilknytningsdimensionen kan ses som variationer over det grundlæggende forfølge–trække-sig-mønster og handler om behovet for og angsten for nærhed. Cyklusser som angribe–forsvare og klamre sig–skubbe væk handler grundlæggende om at søge nærhed og regulere distance.

Det er vigtigt at bemærke, at selvom mange ægteskabsforskere har peget på konfliktens nedbrydende og negative effekt på parforholdets trivsel, viste Roberts (2000), at partnerens tilbagetrækning som reaktion på fortrolighed (undgåelse af intimitet) bidrager til utilfredshed i parforholdet ud over parrets konfliktniveau. Distance og frakobling kan være mere skadeligt end åben konflikt.

Når man hjælper et par med at identificere deres negative interaktionelle cyklus, er det også vigtigt at understrege, at positionerne i denne cyklus ikke er personlige fejl, men forsøgte løsninger på problemer, som nu er blevet selve problemet. Dette hjælper med at eksternalisere interaktionen som problemet snarere end at placere skylden hos den ene eller den anden partners oplevede mangler.

Indflydelsesdimensionen

Da cyklusser på indflydelsesdimensionen ikke er blevet beskrevet lige så udførligt som cyklusserne på tilknytningsdimensionen, giver dette kapitel nedenfor en mere detaljeret gennemgang af indflydelsescyklussen (for mere information om tilknytningscyklussen, se Greenberg & Johnson, 1988; Johnson et al., 2005).
Der findes en række forskellige cyklusser på indflydelsesdimensionen. To hovedcyklusser – dominere–underkaste sig og overfungere–underfungere – beskrives og eksemplificeres i de følgende afsnit.

Dominere–underkaste-sig-cyklusser

Den mest almindelige generiske cyklus relateret til identitet, magt og kontrol involverer bekymringer om at hævde eller beskytte identitet, grænser eller position. I det klassiske mønster dominerer, kontrollerer eller definerer den ene partner virkeligheden, mens den anden underkaster sig eller indordner sig. Den dominerende partner træffer beslutninger, definerer virkeligheden og giver generelt udtryk for, at han eller hun ved, hvad der er bedst. Den underkastende partner indordner sig, følger og ser ofte endda mod den dominerende partner for retning og vejledning.

Den dominerende partners position er ofte strukturelt understøttet, for eksempel ved at være den primære indtægtskilde, den mest uddannede eller mest erfarne, eller den, der “ved mest”, og positionerne bliver dermed fastlåste i parrets daglige interaktioner. Dette mønster bliver åbenlyst konfliktfyldt, når den dominerende partners position udfordres.

Når dominerende partnere udfordres, oplever de ofte frygt for tab af kontrol eller skam over at blive reduceret, og de udøver magt for at regulere deres egen negative affekt ved at fastholde en one-up-position for at beskytte deres position og identitet. De bruger ofte rationelle argumenter, foragt eller vrede for at bevise, at de har ret. De indrømmer aldrig at tage fejl, og for dem svarer det at sige “jeg er ked af det” eller “jeg tog fejl” til at sige “jeg er værdiløs”, til at tabe en kamp og føle sig besejret. De har brug for den andens eftergivenhed for selv at kunne have det okay.

De underkastende partnere mangler derimod selvtillid, tvivler på egne evner og frygter misbilligelse. De ser ofte mod den anden for retning og for selvdefinition og er involveret i både at formilde og styrke den andens selvværd.

Ikke alle underkastende partnere er dog passive eller formildende. Nogle indtager ikke umiddelbart en underdanig position. De siger fra og argumenterer, men ender til sidst med at give efter. Den dominerende partner kan også indtage rollen som fikser, der – i hjælpsomhedens navn – forsøger at ordne eller rette tingene. Fiksere forsøger at korrigere og bringe situationer tilbage på det spor, de selv opfatter som det rigtige. Dette underminerer den anden partners funktion og bidrager til at skabe afhængighed. Fikserens motivation kan være angst for at få tingene til at fungere, men adfærden bliver ofte alligevel kontrollerende.

De fleste cyklusser på indflydelsesdimensionen er variationer over dominere–underkaste-sig-cyklussen og drejer sig om, hvem der får definitionsmagten over virkeligheden. De underkastende partnere spiller også en væsentlig rolle i uløste dominanscyklusser, da de ofte har svært ved at hævde sig selv. Selvom de kan udtrykke deres sårbarhed i forhold til at blive domineret, gør de det ofte på en måde, der er præget af mere håbløshed og fortvivlelse end hos dem, der formår at bevæge sig ud af en underdanig rolle. I stedet for blot at dele deres sårbarhed med en oplevelse af åbenhed over for både partneren og sig selv, udtrykker de smerte, der er forbundet med følelser, som de oplever, de har meget lidt håb om at kunne forandre (Sharma, 2007). Denne håbløshed eller magtesløshed hænger sammen med deres oplevede mangel på handlekraft i relationen. De oplever sig selv som passive ofre for partnerens dominans uden kontrol over interaktionen.

Overfungere–underfungere-cyklussen

Begrebet overfungering og underfungering (Bowen, 1978) indfanger ofte et vigtigt aspekt af indflydelsescyklussen og er et hjælpsomt begreb i samtaler med par, da det ikke har den negative klang, som dominere eller underkaste sig kan have. Overfungerende partnere er ængstelige for at miste kontrol og forsøger at styre situationer, mens underfungerende partnere er bange for at fejle og derfor helst undgår ansvar. Hvis de alligevel tager ansvar, oplever de ofte at blive korrigeret eller overtaget af deres partner, hvilket fører til, at de stopper med at forsøge.

En kontekst, hvor en overfungere–underfungere-cyklus kan opstå, er, når den ene partner har et handicap. Nedenfor ser vi på en terapiseance, hvor manden har multipel sclerose, som har nedsat hans funktionsevne. I sessionen drøftes et nyligt skænderi, og konflikten omrammes som en negativ interaktionel cyklus, der er opstået i forbindelse med handicappet.

Selvom det ikke altid er let at få øje på, opstår dominans ofte, når den ene partner har brug for, at den anden styrker hans eller hendes identitetsfølelse og kompenserer for oplevede mangler i selvet eller udfylder tidligere tab eller frygt. Eskalerende forsøg på tvang må derfor ofte forstås som forsøgte løsninger på problemer med at tilfredsstille underliggende identitetsbehov. De usikre, dominerende partnere har behov for at føle sig overlegne i forhold til deres ægtefælle og indbygger ofte en grundlæggende konkurrence i relationen, hvor de konstant må være one up eller bevise, at de har ret.

Disse relationer begynder ofte med, at den dominerende partner er hjælpsom eller opmuntrende over for den svagere partner. Hjælpsomhed kan fastholde den dominerendes status som overlegen og kommer hurtigt til at indebære – på mere eller mindre subtile måder – påpegning af fejl hos den underkastende partner. Kritik tilbydes som “hjælp”. Når den “svagere” partner vokser eller begynder at hævde en mere selvstændig identitet – som det ofte skete for kvinder i 1970’erne under den feministiske bevægelse – fører det ofte til mere åben konkurrence og blotlægger den dominerende partners usikkerhed. Når ridderen i skinnende rustning ikke længere har en hjælpeløs jomfru, der skal reddes, kan han pludselig opleve, at han bliver til en frø!

Processer hos den dominerende partner, som er afgørende for forandring, indebærer først og fremmest at give plads til tidligere fraspaltede kerneemotioner som frygt eller skam. Dette gør det muligt for den dominerende person både at ændre sin interaktionelle position og at føre sin oplevelse af selvet videre ind i nyt psykologisk terræn. At anerkende disse emotioner synliggør dem for den anden og åbner samtidig selvet for muligheden for selvberoligelse og transformation. Når dybt rodfæstede følelser af frygt eller skam relateret til trusler mod identiteten bliver tilgængelige, bliver det muligt at hævde uopfyldte identitetsbehov, og når en ægte oplevet sårbarhed kommunikeres til partneren, fremmes en blødgøring af begge parters positioner.

Dominerende individer har en tendens til at aflede, undgå eller distancere sig fra sårbare emotioner og tillader sig sjældent fuldt ud at opleve primære kerneemotioner. Måske er det netop derfor, at de forbliver fastlåste på dominansniveauet. Når partnere ikke kan – eller ikke vil – finde ord, der præcist indfanger deres oplevede erfaring i en given situation, forbliver de fastlåste. Når de derimod tillader sig at fokusere på det følte og sætte ord på det, der er implicit i deres kropsligt oplevede reaktioner, kan de føre deres oplevelse videre ind i nyt terræn (Gendlin, 1996). Yderligere forandring bliver da mulig gennem selvberoligelse og ved at få adgang til andre, mere adaptive følelser af værdi og værdighed.

Endelig ser det ud til, at det er de tilknyttende emotioner – at kunne lide og elske deres partner – som giver dominerende partnere motivationen til at forandre sig selv. Det er netop disse emotioner, der må aktiveres for at hjælpe dominerende partnere til at blive villige til at konfrontere deres egne dominansmønstre.

Gensidige cyklusser

Ud over de komplementære cyklusser, der er beskrevet ovenfor, indgår par også i symmetriske cyklusser. Disse opstår ofte som resultat af manglende løsning af komplementære cyklusser, hvor den ene partner ændrer position for at matche den anden partners position.

Angribe–angribe-cyklusser

Disse cyklusser forekommer periodisk på tilknytningsdimensionen, når den tilbagetrækkende partner til sidst ændrer position, går i angreb og kæmper igen, når han eller hun bliver angrebet af den forfølgende partner. Disse cyklusser kan eskalere til meget sårende interaktioner med øgenavne og nedgørende udsagn, som partnerne senere fortryder.

Den ene partner kan sige sårende ting som: “Du er en baby – så trængende og krævende. Tag dig sammen.” Den anden partner kan sige: “Du er så kold – is ville ikke engang smelte i din mund. Luk op.”

I de fleste tilfælde vil vi under gensidige cyklusser finde, at der oprindeligt var en komplementær cyklus – i dette tilfælde angribe–forsvare – som blev til angribe–angribe, da den forsvarende partner skiftede position og begyndte at gå til modangreb. Angribe–angribe-interaktioner kan nogle gange opstå som følge af dominanskampe, hvor begge partnere kæmper om kontrol.

Trække-sig–trække-sig-cyklusser

I trække-sig–trække-sig-mønstret er begge partnere tilbageholdende med at engagere sig emotionelt, og i mødet med konflikt vil begge trække sig yderligere. Selvom dette kan være parrets grundmønster, er det mere sandsynligt, at et mere grundlæggende forfølge–trække-sig- eller dominere–underkaste-sig-mønster ligger nedenunder.

Trække-sig–trække-sig-cyklussen forekommer ofte, når den forfølgende partner har opgivet at forsøge at nå den anden og derfor selv trækker sig, eller når kontrolkampen er så intens, at der opstår en “kold krig”. Disse cyklusser, hvor der er en afvisning af at engagere sig, er svære for et par at opretholde over tid. Hvis de alligevel gør det, er det mindre sandsynligt, at de bringer sig selv i terapi.

Kontrol–kontrol-cyklusser

Kontrolkampen er ofte den mest vanskelige cyklus at arbejde med. Her kan den ene partner oprindeligt have været dominerende og den anden underkastende, men nu har begge behov for at få ret, og ingen underkaster sig eller indordner sig. At have ret, vinde eller få sin definition af virkeligheden til at dominere bliver hver partners hovedanliggende.

Her er begge partnere konkurrerende og kæmper for at bevare deres identitet, med frygt for et kontroltab eller en oplevelse af at blive “udslettet”. Alle par har milde kontrolkampe, men hos nogle kan disse kampe blive intense og stærkt destruktive.

Den klassiske kamp mellem Richard Burton og Elizabeth Taylor i Who’s Afraid of Virginia Woolf (Nichols, 1966) er et eksempel på denne type destruktive kamp, hvor det at vinde er vigtigere end at overleve.

Det er interessant at bemærke, at symmetrisk underkastelse normalt ikke ses i parterapi, selvom det kan optræde, når begge partnere fremstår mere syge, svagere eller mere deprimerede end den anden og konstant reagerer ved at gå i en one-down-position.

Blandet-dimensionelle cyklusser

Som beskrevet ovenfor adskiller partnernes primære bekymringer sig i blandet-dimensionelle cyklusser, idet den ene partner forfølger nærhed, mens den anden trækker sig for at beskytte sin identitet. Interventioner i disse cyklusser kan blive komplekse, fordi truslerne og de efterfølgende emotioner i ét domæne hos den ene partner ofte aktiverer trusler og emotioner i det andet domæne hos den anden partner.

EFT-C-interventioner, som indebærer adgang til de underliggende emotioner, kompliceres derfor af, at trusler og emotioner i ét domæne hos den ene partner ofte aktiverer trusler og emotioner i det andet domæne hos den anden partner. I kræve–trække-sig-cyklusser forfølger den krævende partner ofte nærhed, mens den tilbagetrækkende partner beskytter sin identitet.

Her ser vi for eksempel, at han er optaget af spørgsmål om tilstrækkelighed og har et behov for at færdiggøre og “gøre tingene rigtigt”. Han er ikke bange for nærhed, men organiserer sin verden mere instrumentelt. Hun har større relationelle behov, føler sig uelsket og forfølger derfor nærhed. Jo mere han bliver opslugt og optaget, desto mere ensom føler hun sig, og desto mere kræver hun. Derefter føler han sig utilstrækkelig og trækker sig og oplever samtidig en følelse af at være en fiasko, fordi han ikke kan give hende den kærlighed, hun har brug for.

En yderligere komplikation kan opstå, fordi sekundære emotioner i identitetsdomænet ofte tilslører mere primære emotioner i tilknytningsdomænet hos den samme partner. For eksempel kan en hustru, der oplever, at hendes mand ikke er engageret, erfare primære tilknytningsrelaterede emotioner i form af frygt for utryghed. Men oplevelsen af truet tilknytning kan også føre til, at hun oplever hans manglende engagement som et udtryk for, at hun selv er utilstrækkelig eller fejlbehæftet, og hun kan føle sig ansvarlig for hans reducerede engagement – en primær skamfølelse i identitetsdomænet.

Hun kan derefter defensivt kritisere ham og dermed aktivere hans oplevelse af at være utilstrækkelig som person (en primær emotion af skam i identitetsdomænet). Han kan da blive bange for, at hun ikke ønsker at blive sammen med ham – en sekundær emotion i tilknytningsdomænet. På den måde kan emotioner fra begge dimensioner være aktive hos begge partnere i mange konflikter.

Nogle gange kan indre konflikt i én person også skabe parproblemer. For eksempel kan en person både ønske nærhed og samtidig ønske frihed til at forfølge egne interesser, eller både ønske og frygte nærhed. Denne type intrapsykisk konflikt kan skabe relationelle vanskeligheder og etablere komplekse interaktionsmønstre præget af både at søge tæthed og skubbe væk. I sådanne tilfælde kan der i sidste ende være behov for individuel terapi som supplement til parterapi.

Positive interaktionelle cyklusser

Der findes to former for positive cyklusser: én relateret til nærhed og én relateret til identitet. De har en tendens til at flyde sammen, men det er nyttigt at identificere to forskellige komponenter i positive cyklusser: omsorg og validering.

Når partnere udviser omsorg, tager de sig af hinanden, tilbyder støtte og forsøger at imødekomme hinandens behov for nærhed og tryghed. Responsivitet over for tilknytningsbehov spænder fra at vise følelsesmæssig omsorg og berolige den anden emotionelt til at gøre praktiske, hjælpsomme og nærende ting, såsom at lave mad eller reparere noget for partneren.

Når partnere validerer hinanden, gør de noget andet: de ser og forstår den anden, behandler den andens identitetsbehov som vigtige og bekræfter den andens identitet. De værdsætter og respekterer den anden, er opmærksomme på den andens præferencer og ser positive kvaliteter i den anden. Positive cyklusser kan derfor forstås som enten mere omsorgsbaserede eller mere validerende. De første skaber tryghed og sikkerhed, mens de sidste i højere grad bekræfter og styrker.

I omsorgsbaserede cyklusser føler mennesker sig omsorgsfulde og taget hånd om, mens de i empatiske cyklusser føler sig forstående og forstået. Disse to former for positive følelsesmæssige handlinger hænger sammen, fordi mennesker generelt føler sig taget hånd om, når de føler sig forstået af deres partner, og føler sig forstået, når de føler sig taget hånd om.

Det er dog hjælpsomt at se, at en person for eksempel kan føle sig næret eller passet på af en mor eller en sygeplejerske uden at føle sig forstået eller valideret, mens man kan føle sig forstået og valideret som et godt menneske af en lærer eller en slægtning uden at føle sig næret eller taget hånd om. Faktisk er det muligt – og det sker ofte – at mennesker føler sig næret af forældre eller partnere, som opfylder deres behov for tryghed, men samtidig oplever omsorgspersonen som kritisk, nedgørende eller ikke stolt af dem, og derfor ikke føler sig valideret.

Par trives bedst, når de både udviser omsorg og validerer hinanden. For eksempel kan den ene partner tilbyde begge dele ved at sige:

“Det må have været virkelig skuffende at miste den kunde. Du har arbejdet så hårdt, og at få det taget fra dig på den måde ville gøre mig både ked af det og rasende. Hvad kan jeg gøre? Har du lyst til en kop te, et kram?”

Problematiske emotioner i interaktionel konflikt

Det er lærerigt at se på prædiktorer for skilsmisse for at forstå, hvor central emotion er i parforholdskonflikter, og for at identificere, hvilke emotioner der er mest problematiske. Gottman, Coan, Carrere og Swanson (1998) fandt, at observatørvurderede ansigtsudtryk af emotion var den bedste prædiktor for skilsmisse. Hustruens ansigtsudtryk af foragt og/eller væmmelse samt mandens frygt og bedrøvede smil og hustruens bedrøvede smil var de stærkeste prædiktorer for skilsmisse.

Sammen med disse ansigtsudtryk af foragt og frygt fandt man, at begge partnere var mere defensive (fx ved at komme med undskyldninger eller benægte ansvar). Hustruer klagede og kritiserede mere, mens mænd i højere grad lukkede ned (stonewalling) og udtrykte uenighed. Den prototypiske proces, der fører til skilsmisse, ser ud til at være en, hvor manden bliver fysiologisk aktiveret i frygt eller skam. Hustruen forsøger at genetablere kontakt, bliver selv fysiologisk aktiveret og bebrejder. Hustruen udtrykker derefter kritik, foragt og væmmelse og trækker sig til sidst. Herefter opstår der mangel på emotionelt engagement, og parterne lever parallelle liv. Ansigtets affektive kommunikation ser ud til at regulere hele denne proces.

De mest problematiske åbent udtrykte emotioner i parforholdskonflikter er, ifølge vores kliniske erfaring, de sekundære emotioner vrede og foragt. De mest problematiske ikke-udtrykte emotioner er de primære emotioner frygt og skam, når de ikke bliver udtrykt. Som vi har set, opstår parforholdskonflikter som følge af negative interaktionelle cyklusser, der opretholdes af udtryk for sekundære emotionelle tilstande.

Der findes således angribe–forsvare-cyklusser, som primært understøttes af sekundær vrede, der tilslører underliggende frygt for at blive forladt, og dominere–underkaste-sig-cyklusser, som primært understøttes af sekundære emotioner som vrede og foragt, der tilslører underliggende skam over at blive reduceret eller frygt for tab af kontrol.

De problematiske emotioner kan overordnet opdeles i to brede kategorier. Den første kategori omfatter relationsnedbrydende tilgangsemotioner, som er involveret i angreb og bebrejdelse. Den anden kategori omfatter relationsnedbrydende tilbagetrækningsemotioner, som er involveret i aflukning og undgåelse.

Angrebsemotionerne omfatter den fjendtlige triade vrede, væmmelse og foragt. Styrkende (empowerende) vrede kan imidlertid være adaptiv og relationsfremmende. Den er en adaptiv respons på at blive uretfærdigt behandlet og hjælper med at sætte grænser. Den er også en adaptiv emotion knyttet til territorium og hierarki, som opstår som respons på udfordring og beskytter identiteten. Det er kun i sine maladaptive og sekundære former, at vreden fører til angreb, fremmer destruktive intentioner og bliver rettet mod den anden frem for mod beskyttelse af selvet. I disse destruktive tilstande bruger mennesker et “du-sprog” til at bebrejde, fx: “Du er dårlig, forkert” osv.

Relateret til vrede er væmmelse. Væmmelse udspringer af afsky, hvor man “spytter det rådne ud”, mens foragt udspringer af dis-smell, hvor vi løfter næsen for at bevæge os væk fra en dårlig lugt (Tomkins, 1963). I deres sunde form hjælper disse emotioner mennesker med at komme af med og holde afstand til det, der er skadeligt. I deres usunde form bliver de til fornærmelse, indignation og nedværdigelse.

Tilbagetrækningsemotionerne i konflikt er frygt og skam. Frygt hjælper i sin sunde form mennesker med at flygte fra fare, og skam indebærer i sin adaptive form at trække sig væk fra andres blik for at undgå udstødelse og beskytter dermed tilhørsforholdet til gruppen ved at sikre, at man ikke udviser normafvigende adfærd. I deres maladaptive former fører frygt til undgåelse, skam til skjul, og begge fører til tilbagetrækning fra kontakt.

Disse to primære emotioner er i parinteraktioner ofte skjult af sekundære undgåelsesreaktioner. Disse sekundære reaktioner er ofte mere adfærdsmæssige, såsom stonewalling (en emotionel udtryksform for angst), dominans og kontrol for at regulere skam og frygt, eller underkastelse – ligeledes for at regulere skam og frygt.

Sorg, som er responsen på tab, kan generere både en tilgangs- og en tilbagetrækningsreaktion. Den første respons på tab er ofte at række ud og kalde på det tabte objekt, men hvis der ikke kommer respons, trækker man sig for at bevare ressourcer. Sorg kan således føre til enten forfølgelse eller tilbagetrækning.

Et andet problem er, at positive, relationsfremmende emotioner ofte enten ikke bliver følt, ikke bliver udtrykt eller ganske enkelt er fraværende. Et par kan have udviklet en tryg base og have gensidig respekt, men på grund af fortrolighed, rutiner, forældreansvar eller stress kan de være holdt op med at nyde hinanden. Disse ægteskaber er stabile, men ikke blomstrende.

Her er løsningen ikke at opløse en konfliktcyklus, men at fremkalde mere positiv emotion gennem nye former for interaktion og fælles oplevelser. Det indebærer at øge de positive emotioner. Følelser af at værdsætte og blive værdsat, at nyde og blive nydt, har brug for at blive aktiveret.

Emotioner, der ligger til grund for interaktionelle positioner

I EFT-C faciliterer vi adgang til ikke-anerkendte emotioner og fremmer beroligelse og regulering af dysregulerede emotioner, ligesom vi støtter udtryk for tidligere ikke-udtrykte, sårbare følelser over for partneren. Dette fører til forandring både i selvet og i interaktionerne.

Tabel 8.1 viser de primære og sekundære emotioner i både tilknytnings- og indflydelsescyklusser, og disse beskrives mere detaljeret nedenfor.

Tilknytningscyklussen

Trusler mod tilknytningstrygghed fremkalder frygt og sorg, som efterfølges af vrede og protest. Dette er en meget central emotionel dynamik i konflikt. Omsorgsfuld regulering indebærer derimod varme, næring og medfølelse. Dette opstår naturligt som respons på udtrykt frygt og sorg, men er ikke en naturlig respons på vrede og protest, som snarere afføder forsvar, tilbagetrækning eller modangreb.

Som vist i Tabel 8.1 er den primære emotion hos den forfølgende partner i tilknytningscyklussen, når trygheden trues, frygt, men den udtrykte sekundære emotion er vrede. Hos den tilbagetrækkende partner er de primære emotioner enten frygt for intimitet – for at blive overvældet eller invaderet – eller vrede over grænseoverskridelse, men de udtrykte sekundære emotioner er komplekse og relateret til undgåelse og kan omfatte depression, en beskyttende mur, ligegyldighed eller defensiv afvisning.

Den tilbagetrækkende partner længes efter forbindelse, men er ængstelig og bange for skuffelse eller for indtrængen. Når den bebrejdende partner udtrykker sin underliggende frygt eller sorg over tab, hjælper det den tilbagetrækkende partner med at sænke muren og komme tættere på. Når den tilbagetrækkende partner udtrykker sin underliggende frygt for at blive afvist eller overvældet, eller sin vrede over indtrængen, virker det genengagerende og giver den forfølgende partner den nødvendige kontakt.

Valget af, hvilken partners underliggende oplevelse der skal være i fokus på et givent tidspunkt, afhænger i høj grad af, hvem der er mest modtagelig og tilgængelig. Mao Tse Tungs udsagn “grav dér, hvor jorden er blød” er derfor en god rettesnor. I vores erfaring har vi dog erfaret, at det i forfølge–trække-sig-par ofte er lettere først at få adgang til den sårethed, der ligger under den forfølgende partners bebrejdende position.

Forsøg på at få en stærkt distanceret eller tilbagetrukket person til at “komme frem” kan placere terapeuten i rollen som forfølger, og forfølgere har mindre magt end tilbagetrækkere til at ændre denne type interaktion. Derimod kan empati over for den tilbagetrækkende partner, herunder accept og respekt for murens beskyttende funktion, hjælpe vedkommende med gradvist at sænke den.

I heteroseksuelle par, hvor manden er en ikke-responsiv tilbagetrækker, kan kvinden være tilbageholdende med at udtrykke sine behov for nærhed uden tegn på hans modtagelighed. Han vil imidlertid også have svært ved at sænke sin mur, hvis han forventer igen at blive “bombarderet”. Spørgsmålet om rækkefølgen – om man først skal arbejde med forfølgeren eller tilbagetrækkeren – er derfor bedst forstået som et forkert stillet spørgsmål.

Parret bør i stedet forstås som et gensidigt regulerende, dynamisk system, hvor begge parter ændrer sig lidt ad gangen, indtil én partner skifter position, foretager et tilstandsskifte og afslører sine underliggende emotioner.

Indflydelsescyklussen

Når konflikten befinder sig i identitetsdomænet, er truslen ikke i sig selv rettet mod forbindelse eller tryghed, men mod partnernes identitet. Her bliver den dominerende persons identitet, selvværd eller status i relationen udfordret. Som vist i Tabel 8.1 reagerer mennesker, når deres dominerende roller eller selvforståelse trues, med sekundær eller instrumentel vrede eller foragt for at beskytte deres position – både i egne og andres øjne.

De primære emotioner, der opleves, når identitet eller dominans udfordres, udspringer af skam over at blive reduceret eller invalideret samt frygt for tab af status eller kontrol – i både andres og egne øjne. Hos den underkastende partner ses ofte komplekse sekundære reaktioner på at blive kontrolleret, herunder formildende, omsorgsfulde eller behagende reaktioner, som tilslører de mere primære emotioner: enten frygt for udslettelse eller utilstrækkelighed, vrede over dette, eller begge dele.

Når den dominerende partner udtrykker sin underliggende skam og frygt, vil det ofte fremkalde ikke-underkastende, mere empatiske og medfølende reaktioner hos den tidligere underkastende partner. Omvendt hjælper assertivt udtryk for frygt eller vrede hos den underkastende partner den dominerende partner med i højere grad at blive opmærksom på og konfrontere de problemer, der ligger indlejret i dominansmønstret.

Dominans kan imidlertid også opstå hos den forfølgende partner i tilknytningscyklusser, som et middel til at få behov for nærhed opfyldt, når tilknytningen er truet. Dominans kan således også opstå for at opnå nærhed og resulterer da i et kræve–trække-sig-mønster. Når dominans opstår i en tilknytningscyklus, er den dog ikke skambaseret, men frygtbaseret. Frygten her er frygten for at blive forladt, ikke frygten for tab af kontrol, som kendetegner trusler mod identitet.

Blomstringscyklussen

Tabel 8.1 viser de typer af mangler, der kan opstå i forhold til positive emotioner. Disse mangler kan ofte genkendes gennem de emotioner, der er til stede som følge af manglen. Når der er en knaphed på de mere primære oplevelser af tiltrækning, nydelse, at værdsætte hinanden, stolthed, respekt, spænding og lyst, har vi at gøre med et mere pragmatisk, opgavefokuseret parforhold, som mangler varme. Der er en mangel på gensidig nydelse, og partnerne tager hinanden for givet.

Dette ledsages ofte af følelser af kedsomhed, som kan beskrives som et ønske om at få lyst til at have lyst. Det er par, som ikke nødvendigvis har konflikt, men hvor der ikke længere er liv i forbindelsen. Terapien må her fokusere på at fremkalde flere positive emotioner ved at hjælpe partnerne med både at huske og genopleve deres lyst til hinanden og de positive følelser, der oprindeligt bragte dem sammen.

Dette kan gøres gennem spørgsmål som:
Hvordan forelskede I jer?
Hvad nyder I mest at lave sammen?
Hvornår har I oplevet den største spænding sammen?
Hvad respekterer I eller er stolte af hos hinanden?

Derudover kan hjemmeopgaver, der har til formål at skabe flere positive oplevelser i hverdagen, være hjælpsomme. Her kan positive handlinger som at give gaver eller blomster, gå på dates, dele aktiviteter og skabe bevidst par-tid alle være gavnlige. Positive emotioner, som understøtter positive cyklusser, fremmes således aktivt.

Oplevelsen og udtrykket af emotioner som glæde, kærlighed, medfølelse og begejstring skaber et lager af positive følelser, som fungerer som en inokulation mod fremtidig konflikt. Når der findes et forråd af positive følelser, er det mindre sandsynligt, at negative reaktioner aktiveres.

Konklusion

Destruktive cyklusser – uanset om de udelukkende handler om nærhed, identitet eller er blandede – opstår alle som følge af ikke-udtrykte primære emotioner og behov. Cyklusserne formes omkring partnernes mest følsomme anliggender og bygger på det, som hver partner oplever sig mest sårbar omkring, og som de har størst behov for.

Vores mål er derfor at hjælpe mennesker med at afdække og udtrykke de underliggende og generelt mere sårbare emotioner såsom frygt og skam – og, i tilfældet med tilbagetrækkere og underkastende partnere, også den styrkende (empowerende) vrede. Samtidig ønsker vi at støtte partnerne i at begynde at engagere sig i validering, empatisk responsivitet og gensidig anerkendelse.

Derudover er det nødvendigt aktivt at fremme flere positive emotioner. Mennesker har imidlertid ofte svært ved at anerkende og dele nogle af deres mest frygtede emotioner, og terapeuter må derfor coache dem i at nærme sig, tåle, regulere, forstå og transformere disse emotionelle tilstande. Partnere har også vanskeligheder med at udtrykke positive emotioner og kan føle sig generte eller forlegne. De har derfor brug for opmuntring og struktur for at turde vise blødere, positive følelser.