Kapitlet "An Introduction To Working With Narrative And Emotion Processes In Emotion-Focused Therapy" beskriver en integreret tilgang til emotions-fokuseret terapi (EFT), der kombinerer narrative og emotionelle processer for at fremme terapeutisk forandring. 

Det introducerer fem nøglebehandlingsmåder, der fokuserer på at skabe nye betydninger og selvfortællinger gennem emotionel bearbejdning. 

Desuden tilbyder det praktiske retningslinjer for at implementere disse strategier i terapien, herunder identifikation af problem- og meningsskabende markører og anvendelsen af specifikke interventionsstrategier for at adressere almindelige narrative udfordringer.

I kapitlet introduceres centrale begreber i arbejdet med narrative og emotionelle processer i Emotionsfokuseret Terapi (EFT). Det omfatter bl.a. adaptive og maladaptive emotioner, emotionel differentiering, emotionsskemaer og -manuskripter, levede og fortalte historier, makro- og mikronarrativer, meningsskabende markører, narrative stilladser og personlige narrativer. Disse begreber bidrager til forståelsen af, hvordan individuelle emotioner og personlige historier formes og opleves, samt hvordan terapeutiske interventioner kan facilitere positiv forandring gennem narrativ rekonstruktion og emotionel transformation. 

Nøglebegreber i det narrative arbejde indenfor Emotions-fokuseret Terapi (EFT), omfatter: 

• adaptive og maladaptive emotioner, 

• emotionel differentiering, 

• emotionsskemaer og -manuskripter, 

• levede og fortalte historier, 

• makro- og mikronarrativer, 

• meningsskabende markører, 

• narrative stilladser, 

• personlige narrativer, 

• problem- og procesmarkører, 

• specifikke autobiografiske minder og 

• symbolisering. 

Disse begreber dækker over vigtige aspekter af hvordan emotioner og narrativer påvirker individets oplevelse og adfærd, samt hvordan disse kan arbejdes med terapeutisk. 

I "How We Make Meaning: The Dialectical-Constructivist Model " udforskes fem narrative og emotionsbearbejdende tilgange i Emotions-fokuseret Terapi (EFT), der fremmer produktiv forandring: opmærksomhed og kontekstualisering af emotioner, symbolisering af emotioner, narrativ konstruktion af emotionelle oplevelser, transformation af emotioner og historieudfald, samt identitetsrekonstruktion:. 

• Opmærksomhed og kontekstualisering af emotioner: Det første skridt indebærer at anerkende og forstå de kropslige fornemmelser, der opstår i emotionsladede situationer. Terapeuten hjælper klienten med at blive opmærksom på og acceptere disse emotioner for at kunne bearbejde dem yderligere.

• Symbolisering af emotioner: Dette trin fokuserer på at sætte ord på emotioner og adskille dem fra den samlede kropslige oplevelse. Ved at navngive emotionerne kan klienten begynde at regulere dem og forstå dem i en større narrativ sammenhæng.

• Narrativ konstruktion af den emotionelle oplevelse: Klienten arbejder på at organisere og artikulere sine emotioner inden for en sammenhængende fortælling, hvilket gør det muligt at forstå og acceptere komplekse emotioner som en del af deres livshistorie.

• Transformation af emotion og historieudfald: Terapeuten bistår klienten i at ændre grundlæggende emotionelle reaktioner, hvilket fører til nye betydninger og fortællingsresultater. Dette skridt indebærer ofte en overgang fra maladaptive til adaptive emotioner.

• Identitetsrekonstruktion: Gennem en forandring i de vigtigste personlige historier og deres emotionelle plotlinjer gennemgår klienten en form for identitetstransformation, hvilket fører til nye selvfortællinger og forståelser af sig selv og andre.

Disse tilgange er indbyrdes forbundne og overlapper, men de kan adskilles i deres fokus og metoder, og sammen bidrager de til en dybere emotionsmæssig bearbejdning og personlig vækst i terapien.

Det efterfølgende afsnit, "A Clinician’s Guide to Integrating Narrative Processes in Emotion-Focused Therapy", giver en praktisk vejledning til, hvordan terapeuter kan integrere disse narrative processer i terapien, opdelt i fire faser: 

• fremme af narrativ udfoldelse og opmærksomhed, 

• facilitering af udforskning og artikulation af kerneemotionstemaer, 

• støtte til transformation af emotioner og nye historieudfald, samt 

• konsolidering og narrativ rekonstruktion.

De fire faser involverer: (a) fremme af kontakt, narrativ udfoldelse og opmærksomhed, hvilket indebærer at skabe en følelse af tryghed og tillid, der tillader klienten at udforske og udtrykke deres historier og emotioner; (b) fremme af fremkaldelse, udforskning og artikulering af narrative temaer, hvilket hjælper klienten med at dykke dybere ind i deres emotionelle oplevelser og identificere gentagende mønstre og temaer; (c) fremme af transformation af emotioner og nye historieudfald, som fokuserer på at ændre klientens emotionelle reaktioner og skabe nye, mere adaptive narrativer; og (d) fremme af konsolidering og narrativ rekonstruktion, hvor klienten integrerer de nye emotionelle erfaringer og narrativer i deres selvforståelse og livshistorie.

Kapitlet "Facilitating Narrative Change Processes in Emotion-Focused Therapy" udforsker, hvordan narrative og emotionelle processer anvendes til at støtte klienter i at konstruere en sammenhængende livshistorie, der fremmer en sikker tilknytning og en kohærent selv-identitet. 

Det anvender en dialektisk-konstruktivistisk model og fokuserer på terapeutens rolle i at fremme emotionel differentiering, forståelse og meningsdannelse gennem narrative processer. 

Terapeutens empati og evne til at afstemme sig med klientens emotioner og historier spiller en central rolle i at facilitere disse forandringsprocesser.

Afsnittet "How to Experience and Express Empathic Attunement" i kapitlet fokuserer på nøgleelementerne i terapeutisk færdighed inden for narrative-informerede tilgange i Emotionsfokuseret Terapi (EFT). Disse færdigheder omfatter evnen til at være empatisk afstemt over for klientens emotioner, mens de fortæller om hændelsernes indvirkning, samt evnen til effektivt og indlevende at udtrykke denne forståelse over for klienten. 

Dette indebærer en anerkendelse af klientens udfordrende emotioner, ikke som problematiske følelser der skal kontrolleres, men som muligheder for at tilgå og transformere underliggende uhensigtsmæssige emotionsskemaer i nuet. Terapeuter understøtter klienten i at afdække deres mest smertefulde og sårbare levede historier for at hjælpe dem med at tolerere, reflektere over, syntetisere og omfortælle tidligere undgåede primære emotioner og følelser. 

En terapeuts evne til at afstemme sig responsivt efter klientens øjeblikkelige behov for forstærkning eller regulering af emotioner under terapisessioner er afgørende for udviklingen af stærke relationelle bånd og afsløringen af emotionelt smertefulde livserfaringer.

Afsnittet "Construction of a Coherent Self-Identity" i kapitlet handler om, hvordan narrativ forandring inden for Emotions-fokuseret Terapi (EFT) har to hovedmål. Det første mål er etableringen af en produktiv terapeutisk alliance og en sikker base, der letter klientens deling af følelsesmæssigt betydningsfulde selvbiografiske narrativer for yderligere emotionel differentiering, transformation og refleksiv meningsdannelse. Det andet mål er at facilitere ændringer i klientens udtrykte og internt opfattede identitets- og selvopfattelse.

Identitet opfattes som opstået fra narrativer, hvilket betyder, at revision af livsnarrativer er et vigtigt mål for vedvarende terapeutisk forandring. Terapien er en proces, hvor klienter lærer at kende og forstå deres egne historier og derved ændrer dem. Dette indebærer, at personlige narrativer bliver dybere og mere omfattende, da de bliver fyldt med emotionel betydning og betragter mere information og integrerer denne. Handlingen at fortælle om erfaringer er en essentiel selvorganiserende proces, der tilbyder en platform for efterfølgende refleksion og personlig meningsdannelse i terapien. Autobiografisk ræsonnement refererer til denne narrative meningsdannende aktivitet. En narrativ skema eller struktur organiserer den konstant udfoldende kakofoni af levede oplevelser til afgrænsede episoder, der definerer har en begyndelse, midte og en slutning, og muliggør perspektivtagning og refleksion.

Klienters narrative meningsdannelse i terapi ses også som et bevis på klientens agens, som er kilden til nye betydninger i terapien; for eksempel når klienter aktivt engagerer sig i refleksiv bearbejdning og giver mening til deres levede erfaringer, forfatter de deres historier. I en narrativ-informeret tilgang til EFT opfattes selvet som konstant konstrueret som en igangværende selvorganiserende proces. Det ses bedst som en emergent organisation af mere grundlæggende elementer. Kropslig emotionel oplevelse og narrative organisatoriske processer er begge fundamentale komponenter i en højere ordens syntese, der i sidste ende bestemmer, hvem vi skaber os selv til at være. At konstruere en følelse af selv involverer en igangværende proces både med at identificere sig med og symbolisere emotioner og handlinger som ens egne, og at konstruere en kropslig narrativ, der tilbyder tidsmæssig stabilitet og sammenhæng til disse erfaringer. Det konstant udviklende selv fungerer som en syntetiserende proces, der skaber og bliver skabt på ny i hvert øjeblik og situation.

Kapitlet afsluttes med at fremhæve at i modsætning til traditionel EFT bruger denne tilgang narrative problemmarkører.

Kapitlet "Problem Markers: Same Old Stories, Empty Stories, Unstoried Emotions, and Broken Stories" analyserer, hvordan narrative og emotionelle mønstre kan indikere specifikke terapeutiske udfordringer i Emotionsfokuseret Terapi (EFT). 

"Same Old Story" refererer til gentagne maladaptive (utilpasset) narrative, "Empty Stories" til fortællinger uden emotionel dybde, "Unstoried Emotions" til intense følelser uden klar narrativ sammenhæng, og "Broken Stories" til fortællinger, hvor der er konflikt mellem forskellige emotionelle plotlinjer, hvilket skaber en følelse af inkohærens. 

Disse markører hjælper terapeuter med at identificere og arbejde med klientens dybere emotionelle og narrative strukturer for at fremme heling og forandring.

Kapitlet "Problem Markers: Same Old Stories, Empty Stories, Unstoried Emotions, and Broken Stories" analyserer, hvordan narrative og emotionelle mønstre kan indikere specifikke terapeutiske udfordringer i Emotionsfokuseret Terapi (EFT). "Same Old Story" refererer til gentagne maladaptive narrative, "Empty Stories" til fortællinger uden emotionel dybde, "Unstoried Emotions" til intense følelser uden klar narrativ sammenhæng, og "Broken Stories" til fortællinger, hvor der er konflikt mellem forskellige emotionelle plotlinjer, hvilket skaber en følelse af inkohærens. Disse markører hjælper terapeuter med at identificere og arbejde med klientens dybere emotionelle og narrative strukturer for at fremme heling og forandring.

Afsnittet "Same Old Story" i kapitlet adresserer, hvordan klienter i terapi ofte præsenterer gentagne fortællinger, der afspejler maladaptive interpersonelle mønstre og emotionelle tilstande. Disse historier kendetegnes ved:

1. Fastlåsthed og hjælpeløshed: Klienterne føler sig fastlåste i gentagne, ufuldendte mønstre af interaktion, der fortsætter på trods af negative konsekvenser, hvilket fører til en følelse af hjælpeløshed.

2. Udtryk i en flad, ekstern stemme: Fortællingen føles ikke ny og synes at være fortalt mange gange før, hvilket antyder en mangel på personlig forbindelse eller ny indsigt i historien.

3. Sproglige indikatorer: Brug af ord som "aldrig" og "altid" signalerer ofte en overgeneralisering af oplevelser og en forudsigelse af fremtidig negativitet baseret på tidligere erfaringer.

4. Eksternalisering af ansvar: Problematiske mønstre opfattes som værende opretholdt af eksterne kræfter snarere end individets egne handlinger eller valg, hvilket fører til en lav følelse af personlig handlekraft.

Disse "Samme gamle historier" repræsenterer en overordnet beskrivelse eller opsummering af gentagne maladaptive temaer, som klienten oplever. De er karakteriseret ved en udtalt følelse af fastlåsthed og hjælpeløshed på grund af gentagne engagementer i utilfredsstillende interaktioner, trods negative konsekvenser. Fortællingerne udtrykkes ofte i en flad, ekstern stemme, der antyder, at historien ikke er ny. Sproglige indikatorer såsom "aldrig" og "altid" er almindelige, og problematiske mønstre betragtes som opretholdt af kræfter uden for selv, hvilket indikerer en lav grad af personlig handlekraft.

For eksempel kan en kvinde, der har været skilt i flere år, gentagne gange starte sine terapisessioner med en liste af klager over sin eksmand. Hendes vrede og bitterhed udtrykker både hendes følelse af at være blevet offer for sin mands tidligere handlinger og en følelse af at være fastlåst i en utilfredsstillende "Samme gamle historier", der er kommet til at definere hende. En klient kan f.eks. udtrykke denne fastlåsthed ved at sige: "Jeg har bare lært at klare det eller bare skjule mine følelser – jeg har altid gjort det. Det er bare fulgt efter mig, og min mor skjuler stadig sine følelser indtil nu... hun har gjort det hele sit liv."

Et centralt kendetegn ved "Samme gamle historier" er, at de ofte repræsenterer generaliserede mønstre af handlinger og emotioner snarere end specifikke begivenheder, og som sådan har de en tendens til at være fattige på billedsprog, mangle specifikke detaljer om tid eller sted, og fremkalde lidt emotionel aktivering. Klienter nævner ofte en stærk historie om gentagelse af det samme gamle mønster blandt nære familiemedlemmer, hvilket giver et fingerpeg om de udviklingsmæssige oprindelser af det maladaptive mønster og hvorfor det kan være så svært at ændre.

Afsnittet "Empty Stories" fokuserer på fortællinger, som klienter bringer i terapi, der mangler den forventede emotionelle indhold eller engagement. Disse fortællinger har ofte følgende karakteristika:

1. Fokus på eksterne detaljer: Fortællingen kan indeholde en detaljeret kronik over begivenhedernes ydre omstændigheder, men mangler dybdegående udforskning af den emotionelle betydning eller indvirkning for klienten.

2. Minimal oplevelsesmæssig forbindelse: Klienten engagerer sig kun lidt eller slet ikke i begivenheden på et oplevelsesmæssigt niveau og kan fremstå som en frakoblet tilskuer til sine egne oplevelser.

3. Fortælling som om fra en uengageret tilskuer: Klienten kan genfortælle hændelsen, som om de observerer den udefra, snarere end at de selv oplever den.

4. Usikker personlig betydning: Det er uklart for både terapeuten og klienten, hvad fortællingen egentlig betyder for klienten, og hvilken emotionel værdi den har.

For eksempel kan en klient tale om en nylig smertefuld oplevelse, som at ens ægtefælle ønsker skilsmisse, i rent faktiske termer uden at nævne sine egne følelser af smerte, frygt eller vrede over situationens uretfærdighed. Denne mangel på emotionelt indhold gør det udfordrende for terapeuten at forstå fortællingens kerne og at udvikle en empatisk afstemning med klientens oplevede erfaring, hvilket kan hæmme etableringen af en sikker emotionel forbindelse og fordybelse i oplevelsen af begivenheden for at udlede nye emotionelle betydninger og selvforståelser.

Interventioner, der adresserer "Tomme historier", involverer at guide klienter indad for at symbolisere og bearbejde den oplevede erfaring af en begivenhed frem for en frakoblet kronik over, hvad der skete. Dette kan involvere brugen af empatisk indlevelse og fokuserende interventioner for at engagere en fuldere kropslig følelse af begivenhedens emotionelle indvirkning og hjælpe klienten med at artikulere begivenhedens personlige betydning. Når klienten kan integrere den subjektive oplevelse af en begivenhed med omstændighederne for, hvad der skete, er de i stand til at fordybe deres forståelse af begivenhedens indvirkning og, i nogle tilfælde, ændre nøgleforståelser af sig selv og andre.

Afsnittet "Unstoried Emotions" omhandler følelsesudtryk hos klienter i Emotions-fokuseret Terapi (EFT), der ikke er indlejret i en narrativ kontekst. Disse emotionelle tilstande er karakteriseret ved:

1. Dysregulerede emotionelle tilstande: Klientens følelser virker ude af kontrol eller overvældende, uden en klar årsag eller udløsende faktor.

2. Mangel på relationel eller situationel kontekst: Emotionerne opstår uden en umiddelbar forbindelse til specifikke relationer eller situationer, hvilket gør det vanskeligt for klienten at forstå deres oprindelse eller betydning.

3. Begrænset forståelse af følelsens betydning: Klienten har svært ved at fortolke eller forstå den dybere mening eller personlig relevans af deres emotionelle tilstand.

4. Symptomatiske reaktioner: Klienten kan opleve deres følelser som overvældende eller lammende, hvilket kan føre til en følelse af hjælpeløshed eller at være offer for deres egne emotioner.

Eksempler på "Ufortalte Emotioner" inkluderer tilstande som lamslående angst, overvældende tristhed eller skrøbelighed, hvor klienten kan udtrykke forvirring eller frustration over deres manglende evne til at forstå eller kontrollere disse følelser.

Intervention i EFT fokuserer på at hjælpe klienten med at integrere disse ufortalte emotioner i en narrativ ramme, hvilket kan fremme emotionel regulering og meningsdannelse. Terapeuten arbejder på at identificere specifikke udløsere for de overvældende følelser og hjælper klienten med at konstruere en sammenhængende fortælling, der organiserer og giver mening til de dysregulerede emotionelle tilstande. Gennem denne proces kan primære emotioner, både maladaptive og adaptive, symboliseres, og klientens behov kan identificeres for at skabe ny mening og målrettede handlinger. Målet er, at klienten slutter processen med en personlig historie, der integrerer både emotion og narrativ, hvilket hjælper dem med at forstå den fulde betydning af, hvad der er sket.

"Broken Stories" eller "Brudte Historier" omhandler fortællinger hvor klienter i terapi oplever konflikt mellem to modstridende plotlinjer: den forventede eller håbede og den fremvoksende eller faktiske plotlinje. Dette kan opstå når klienten står over for uoverensstemmelser eller forstyrrende emotioner efter at have oplevet en afbrydelse af en værdsat fortællingsbane. Dette resulterer i en konflikt mellem to modstridende plotlinjer, hvor den tidligere dominerende forventede eller håbede plotlinje brydes af den fremvoksende eller faktiske plotlinje. Klienten finder denne afbrydelse smertefuld og oplever forvirring eller uklarhed i forhold til forskellen mellem de forventede og de faktiske resultater. Traumer ødelægger eksisterende plotlinjer, hvilket kan resultere i én af to typer af brudte historier: emotionel uklarhed, hvor klienten oplever en forvirrende række af modstridende følelser i forhold til en vigtig livsbekymring, og narrativ uklarhed, hvor den faktiske fortælling om et livsforløb ikke kan fortælles sammenhængende på grund af de smertefulde emotioner, der vækkes ved erindringen af en belastende eller traumatisk livsbegivenhed.

Kapitlet "Meaning-Making Markers: Untold Stories, Unique Outcome Stories, and Healing Stories" fokuserer på tre betydningsfulde markører inden for Emotions-fokuseret Terapi (EFT). 

"Untold Stories" refererer til emotionelt betydningsfulde minder, som klienten har undladt at dele. 

"Unique Outcome Stories" beskriver klientens oplevelser af positive ændringer i forhold til tidligere maladaptive adfærdsmønstre. 

"Healing Stories" omhandler erindringer, hvor klienten har oplevet vigtige relationelle behov opfyldt. 

Hver markør indikerer nye udviklinger i klientens selvfortælling, som kræver terapeutisk intervention for yderligere integration og narrativ rekonstruktion.

Markøren "Untold Stories" (Ufortalte Historier) indikerer, når en klient genoplever en emotionelt betydningsfuld personlig erindring, som vedkommende finder for smertefuld eller pinlig til at dele med terapeuten, eller som klienten betragter som "uvigtig" at afsløre for terapeuten. Afsløringen af ufortalte historier er vigtig, fordi det øger sandsynligheden for, at nye syn på selvoplevelsen vil blive husket og overført til en række interpersonelle kontekster og domæner i fremtiden. Processen med at skabe historien skaber også en autobiografisk hukommelsesstruktur, som vil indeholde historiens kerne resten af ens liv. Fortælling af en historie er ikke blot en gentagelse eller omformulering af en oplevet erfaring, men en interpersonel skabende handling, som igen er en mindeværdig relationel oplevelse. Derfor er en klients afsløring af emotionel betydningsfulde livserfaringer i terapisessioner både en handling af personlig erindrings(re)konstruktion og skabelsen af en ny relationel oplevelse med terapeuten.

For at facilitere klientens afsløring af betydningsfulde personlige erindringer hjælper terapeuternes empatiske afstemning og evokative refleksioner ofte klienter med at få adgang til, eksternalisere og fortælle specifikke selvbiografisk hukommelse under terapisessionerne. Terapeuter skal også søge efter selvbiografisk hukommelse ved disse markører for ufortalte historier. Klienterne bruger derefter beskrivelsen af levende selvbiografisk hukommelse til at fortælle deres historier til terapeuterne og for at blive mere fuldt forstået. Udfoldelsen af ufortalte historier faciliterer udviklingen af et stærkt og tillidsfuldt terapeutisk bånd, hvor både klient og terapeut i fællesskab skaber en følelse af delt oplevelse, viden og interpersonel forståelse.

Terapeutens evne til empatisk at være opmærksom på klientens nøglebekymringer, som formidles i tidligere ufortalte personlige historier, bidrager til den tidlige udvikling af et stærkt og sikkert terapeutisk bånd ved at indgyde en grundlæggende tillid hos klienten overfor terapeuten. Desuden er terapeuterne i stand til at identificere problematiske interpersonelle mønstre og maladaptive emotionsskemaer gennem både måden og indholdet af klienternes selvbiografisk hukommelse-narrative afsløringer i ufortalte historier. Resultatet af processen med eksternalisering af betydningsfulde livserfaringer som fortalte historier er øget integration af følelser og narrativer samt ny meningsdannelse.

Afsnittet om "Unique Outcome Stories" (Enestående Udfaldsfortællinger) fokuserer på klienters fortællinger, som viser positive ændringer eller overraskende udfald, der adskiller sig fra deres sædvanlige, problemfokuserede selvfortællinger. Disse fortællinger er vigtige, fordi de udfordrer og destabiliserer de negative forventninger og antagelser, der ofte er indlejret i klientens "Same Old Stories" og bidrager til at genforfatte klientens selvfortælling i en mere agensfuld og medfølende retning.

1. Udfordring af Negative Forventninger: Enestående udfaldsfortællinger udfordrer de underliggende negative forventninger og antagelser i klientens problemfokuserede selvfortællinger ved at fremhæve klientens adaptive kapaciteter til at danne dybe og tilfredsstillende interpersonelle relationer og opnå vigtige mål.

2. Fremhævning af Adaptive Kapaciteter: Disse fortællinger fremhæver klientens evne til at opnå positive relationelle og emotionelle udfald, hvilket indgyder en forventning om forandring og en øget villighed til at handle i verden.

3. Terapeutisk Forandring: Forskning inden for EFT har vist, at klienter, der genopretter sig, oftere fortæller enestående udfaldsfortællinger, hvilket indikerer, at disse fortællinger kan være afgørende for terapeutisk forandring.

4. Destabilisering af "Same Old Story": Ved at dokumentere positive ændringer i klientens dagligdag, udfordrer disse fortællinger klientens tidligere negative selvfortællinger og åbner op for nye forståelser af sig selv og sine relationer.

5. Identifikation og Uddybning: Terapeuter arbejder med at hjælpe klienter med at identificere og uddybe disse fortællinger for at skabe en fuldstændig beretning om det nye og trække klientens bidrag og agens frem i forandringen.

6. Subkategorier: Der blev identificeret to typer enestående udfaldsfortællinger: "Unexpected Outcome Stories" (Uventede Udfaldsfortællinger), som omhandler personlige historier om overraskende hændelser eller udfald, og "Self-Identity Change Stories" (Selvidentitetsændringsfortællinger), som beskriver en positiv transformation i den overordnede narrativ plotlinje af klientens livshistorie og især deres syn på sig selv.

Disse enestående udfaldsfortællinger spiller en afgørende rolle i EFT-processen ved at fremme nye meningsdannelser, styrke klientens selvopfattelse og understøtte rekonstruktionen af en mere integreret og medfølende selvfortælling.

Afsnittet "Healing Stories" (Helbredende Historier) fokuserer på fortællinger, der beskriver en dybtgående positiv emotionel oplevelse, hvor et vigtigt relationelt behov blev opfyldt af en betydningsfuld anden. Disse helbredende historier omfatter specifikke selvbiografiske hukommelser, som indkapsler positive emotioner såsom kærlighed, tryghed, varme, hengivenhed og tillid. Disse følelser kan transformere selvopfattelsen, så personen føler sig hel, i fred, rolig og tilfreds. Ofte er disse hukommelser længe været glemt, og klienter udtrykker nogle gange overraskelse over at de tidligere har oplevet disse begivenheder.

Når sådanne helbredende historier dukker op i terapien, er det vigtigt, at terapeuten fokuserer på den nyligt tilgængelige hukommelse om at føle sig elsket og fremhæver den følte oplevelse af at modtage omsorg. Derudover bliver den positive betydning af oplevelsen uddybet for at omstrukturere narrativet. Resultatet er en nyfortælling af narrativet mod muligheden for at få sine behov opfyldt.

Helbredende historier kan tjene som kraftfulde undtagelser til de negative forventninger eller regler, der findes i klientens "Same Old Story", og åbne døren for forventningen om fremtidige muligheder og tilfredsstillende relationer. For eksempel kan en klient, der har genoprettet sig, erindre sin relation til sin bedstefar med kærlig hengivenhed, og huske hvordan det føltes godt at sidde ved siden af ham eller på hans skød, hvilket gav en dyb følelse af tryghed og at "alt var i orden".

Disse helbredende historier giver både klienten og terapeuten rig mulighed for at udfordre og destabilisere de tilsyneladende uundgåelige negative forventninger og emotioner fra "Same Old Story" og dermed artikulere en ny, mere medfølende selvopfattelse, der resulterer i et mere differentieret, men sammenhængende selvfortælling.

Konklusionen fremhæver, hvordan "Ufortalte Historier", "Enestående Udfaldsfortællinger" og "Helbredende Historier" fremhæver emergente meningsskabende muligheder for terapeuter, der arbejder med klienter i Emotionsfokuseret Terapi (EFT). Hver af disse markører repræsenterer en anderledes type "ny udvikling" i klientens selvfortælling, der kræver forskellige terapeutstrategier for yderligere integration og rekonstruktion af selvfortællingen.

"Ufortalte Historier" omhandler specifikke følelsesladet selvbiografiske hukommelser med negative emotionelle plotlinjer, der ofte adresserer vigtige huller i klientens eksplicitte selvfortælling. Disse historier har været for smertefulde, skamfulde eller skræmmende for klienten at dele med andre og kan få klienten til at føle sig som gidsel for disse kraftfulde emotionelle minder. Når en "Ufortalt Historie"-markør er identificeret, er et nøglemål for terapeuten at hjælpe klienten med at tillade bevidsthed om den smertefulde levede historie for at muliggøre yderligere narrativ kontekstualisering, emotionel transformation og ny meningsskabelse.

"Enestående Udfaldsfortællinger" er specifikke selvbiografiske hukommelser om nylige begivenheder, der repræsenterer positive uforudsete emotionelle og relationelle udfald, der udfordrer de negative plotlinjer og den eksistentielle fastlåsthed i klientens "Same Old Story". Disse historier indikerer, at klienten faktisk prøver nye måder at være i verden på og begynder at opleve positive relationelle og emotionelle udfald som følge heraf. Disse fortællinger er kraftfulde destabilisatorer af klientens "Same Old Story", fordi de præsenterer uanfægtelig bevis for, at klienter kan opnå tidligere uventede positive emotionelle og relationelle udfald i deres liv, når de tager en risiko og prøver at gøre det.

"Helbredende Historier"-markører er kendetegnet ved afsløringen af positive tilknytningsrelaterede minder, der understøtter en klients oplevelse af at have været elsket, værdsat og taget hånd om af betydningsfulde andre i fortiden. Ligesom med "Ufortalte Historier" kan klienter ofte have svært ved at hente eller vende tilbage til positive relationelle minder fra fortiden (dvs. "Helbredende Historier"), da de udfordrer den kerne-negative emotionelle plotlinje af forsømmelse, offergørelse eller inkompetence, der har opretholdt klientens "Same Old Story" i mange år. Ligesom "Enestående Udfaldsfortællinger" giver "Helbredende Historier" både klienten og terapeuten rige muligheder for at udfordre og destabilisere de tilsyneladende uundgåelige negative forventninger og emotioner i "Same Old Story" og derved artikulere en ny, mere medfølende selvopfattelse, der resulterer i en mere differentieret, men sammenhængende selvfortælling.

Kapitlet "Working with Narrative and Emotion in Depression" giver et dybtgående indblik i, hvordan narrative og emotionelle metoder anvendes i behandlingen af depression. Det starter med et overblik over depression fra et narrativt-emotionelt perspektiv, hvor det fremhæves, hvordan en overgeneralisering af selvbiografisk hukommelse og vanskeligheder med at tilgå specifikke erindringer kan forbindes med depressive symptomer. Dernæst præsenteres en klinisk case-analyse, hvor disse koncepter anvendes i praksis. Gennem analysen af en klient, illustreres de narrative og emotionelle processer, der bidrager til helingsprocessen, herunder hvordan arbejdet med 'Same Old Stories', 'Empty Stories' og 'Broken Stories' kan facilitere en dybere emotionel bearbejdning og føre til signifikante ændringer i klientens selvfortælling og emotionelle oplevelser. 

Oversigten over depression fra et narrativt-emotionelt perspektiv fremhæver, at et nøglekognitivt kendetegn ved klinisk depression er en præference for overgeneraliseret selvbiografisk hukommelse, hvilket indebærer vanskeligheder med at tilgå og afsløre specifikke eller episodiske selvbiografisk hukommelse-narrativer om personlige livsbegivenheder. Denne tendens er vigtig, fordi manglende evne til at tilgå og integrere specifik episodisk selvbiografisk hukommelse er forbundet med reduceret selv-kohærens, øget grublerier og bekymringer, nedsat evne til at løse sociale problemer og en reduceret kapacitet til at forestille sig fremtidige begivenheder. Overgeneraliserede hukommelsesrepræsentationer kan fungere som en effektiv strategi for at undgå emotioner, hvilket resulterer i nedsat evne til at huske specifikke selvbiografiske hukommelse og negativt påvirker effektiv problemløsning og artikulering af nye personlige betydninger.

Denne forståelse peger på, at terapeuter ved at hjælpe klienter med at bevæge sig mod mere specifikke selvbiografiske hukommelses-afsløringer i terapisessioner kan tage et afgørende skridt i emotionel bearbejdning og ændringsbegivenheder i effektive behandlinger af depression. Forskning viser, at specifik selvbiografisk hukommelse-specificitet øges betydeligt fra tidlige til sene faser af terapiforløb, og at klienter, der opnåede klinisk signifikant forandring ved terapiens afslutning, konsekvent opnåede signifikant højere niveauer af udtrykte emotioner i deres specifikke selvbiografiske hukommelses-narrativer end klienter, der forblev symptomatiske eller uændrede ved terapiens afslutning.

Det kliniske casestudie i "Clinical Case Analysis" fokuserer på Margaret, en 58-årig hvid kvinde, der var gift og hjemmegående på tidspunktet for hendes deltagelse i York I Depression Study. Margaret oplevede en stigende følelse af frustration og frakobling i sit ægteskab og følte sig ikke understøttet i sine bestræbelser på at "holde familien samlet". Hendes mands stigende fokus på nye arbejdsopgaver tilføjede også til hendes følelse af at blive overset og taget for givet.

Margaret havde før behandlingen opfyldt kriterierne for større depressiv lidelse og gennemgik en række standardiserede for- og efterundersøgelsesmålinger, herunder Beck Depression Inventory (BDI) og Symptom Checklist-90-Revised (SCL-90-R). Hendes BDI-scores faldt fra 21 ved studiets start til 12 ved afslutningen af hendes terapisessioner. Desuden viste hun klinisk signifikant forbedring på den globale symptomindeks af SCL-90-R, med et fald fra 1.30 til 0.47. Vigtigst af alt opfyldte Margaret ikke længere kriterierne for større depressiv lidelse ved terapiens afslutning. Behandlingen bestod af 17 en-times lyd- og videooptagede terapisessioner, hvor hendes terapeut blev bedømt til at vise høje niveauer af empati, forståelse og afstemning i udvalgte terapisessioner.

Behandlingen omfattede fire faser: 

(1) opbygning af relation, narrativ udfoldelse og opmærksomhed, 

(2) fremkaldelse, artikulering af narrative temaer og afsløring af ufortalte historier, 

(3) emotionel transformation og nye historieudfald, og 

(4) konsolidering og narrativ rekonstruktion. 

Gennem disse faser arbejdede Margaret og hendes terapeut med at udforske og omstrukturere de narrative og emotionelle mønstre, der bidrog til hendes depression, hvilket førte til signifikante ændringer i Margarets selvfortælling og emotionelle oplevelser.

Konklusionen på kapitlet "Working with Narrative and Emotion in Depression" understreger vigtigheden af at arbejde med narrative og emotionelle processer i behandlingen af depression. 

Den illustrerer, hvordan anvendelsen af narrative-emotionelle markører, såsom "Same Old Stories", "Empty Stories", og "Broken Stories", kan hjælpe terapeuter med at facilitere emotionel bearbejdning og narrative forandringer hos klienter. Ved at fremme specifikke selvbiografiske hukommelser og arbejde igennem narrative inkoherencer (usammenhængende), kan terapeuter hjælpe klienter med at genopbygge en mere kohærent og meningsfuld selvfortælling, som kan bidrage til deres bedring fra depression. Det er afgørende, at terapeuter er opmærksomme på klienternes emotionelle oplevelser og narrative temaer for at understøtte en dybere forståelse og integration af klienternes livshistorier, hvilket kan lede til varig forandring og bedring.

Overblikket over emotionel traume fra et narrativt-emotionelt perspektiv i kapitlet "Working With Narrative And Emotion In Trauma" beskriver, hvordan "brudte fortællinger" kan opstå fra konfliktfyldte eller traumatiske interaktioner, som resulterer i en dyb følelse af narrativ og/eller emotionel uoverensstemmelse. Det karakteristiske ved en traumebaseret brudt fortælling er en kamp mellem et desperat ønske om at frigøre sig fra den traumatiske hukommelse, der forstyrrer ens livs emotionelle plotlinjer, og en række af dagligdagens oplevelser, der uventet fremkalder minder om traumet eller uopfordrede emotioner som frygt, vrede, tristhed og raseri. Disse oplevelser kan fremkalde maladaptive emotionsskemaer, som er efterladenskaber fra traumet.

Afsnittet "Overview of Emotional Trauma from a Narrative-Emotional Perspective" undersøger trauma fra et integreret narrativt og emotionelt synspunkt. Her forstås emotionel traume som dybtgående forstyrrelser i individets evne til at skabe en kohærent fortælling om sig selv og sine oplevelser, hvilket ofte er resultatet af overvældende og skræmmende hændelser. Disse traumatiske oplevelser kan forårsage, at individets sædvanlige narrativer brydes ned, hvilket efterlader dem med brudte eller fragmenterede selvfortællinger, der ikke formår at integrere traumets emotionelle indvirkning.

Fra et narrativt-emotionelt perspektiv ses traume som en forstyrrelse ikke kun i individets emotionelle tilstand, men også i deres evne til at fortælle sammenhængende og meningsfulde historier om deres liv. Traumet kan forhindre personen i at adgang til eller artikulere specifikke minder, hvilket fører til overgeneraliseringer og en følelse af fastlåsthed i en negativ selvfortælling. Denne tilstand kan også forstærke maladaptive emotionsskemaer, som kan gøre individet mere sårbart overfor nye stressorer og hindre bearbejdelsen af tidligere traumer.

Kapitlet fremhæver, hvordan arbejdet med at genopbygge en kohærent selvfortælling kan være centralt for traumebehandlingen, idet det giver individet en ramme for at forstå og integrere deres traumatiske oplevelser på en meningsfuld måde. Dette indebærer at skabe et terapeutisk rum, hvor individet kan udforske og udtrykke både de emotionelle aspekter og de narrative brudstykker af deres traume, og gradvist genkonstruere en selvfortælling, der inkluderer, men ikke er defineret af, traumet.

Afsnittet "Overview of Treatment: Repairing Broken Stories" fokuserer på, hvordan Emotions-fokuseret Terapi (EFT) tilgår arbejdet med 'brudte fortællinger', som opstår, når klienter oplever uventede afbrydelser i den narrative bane af et ønsket livsforløb, hvilket fører til en forvirrende blanding af følelser såsom smerte, sorg, vrede, bitterhed og skam. Processen med at fremme emotionel og narrativ integration for reparation af brudte fortællinger faciliteres betydeligt ved brug af imaginal (imaginært) rollespil under terapisessionerne, især teknikken med den tomme stol.

Ved anvendelse af denne intervention følger EFT-terapeuter en empatisk stil og introducerer, efter at have etableret en alliance, en dialog med den tomme stol, når de registrerer en markør for ufærdig situation. Sådanne markører involverer typisk, at klienten giver udtryk for vedvarende uafklarede følelser overfor en betydningsfuld anden eller udtalelser om smertefulde barndomsminder. Nonverbal adfærd såsom at undertrykke tårer eller holde vejret og/eller afbrudte eller begrænsede udtryk for vrede over tidligere behandling ledsager ofte disse øjeblikke i terapisessionerne. Et væsentligt element i denne proces med at engagere sig i livlig kontakt med den forestillede anden er, at kreativ tilpasning faciliteres af genfortællingen af personens emotionelle minder og af fremkomsten af nye syn på sig selv og betydningsfulde andre. Emotionel arousal (udtryk for vågenhed, modtagelighed for sanseindtryk, parathed) betragtes som en nøglemekanisme i fremkaldelsen af væsentlige minder og adgang til selv-andre skematiske strukturer.

Brugen af den tomme stol i EFT til traumer faciliterer på tre vigtige måder klientens genengagement i de emotioner, der vækkes i forbindelse med mindet om den traumatiske begivenhed og de negative livsfølger, der fulgte. 

For det første, for at adressere brudte fortællinger, hvor den narrative sammenhæng er blevet forstyrret, hjælper EFT-terapeuten klienten med at få adgang til, afsløre og eksternalisere levede erfaringer af tab og traumer (dvs. markører for ufortalte historier) for udviklingen af en sammenhængende narrativ konto, der artikulerer en udfoldende plotlinje, der nu har en begyndelse, midte og slutning. Terapeutens evne til empatisk at være opmærksom på klientens nøglebekymringer i forbindelse med genfortællingen af traumebegivenheden er afgørende for udviklingen af en stærk terapeutisk alliance og grundlæggende tillid til terapeuten. Den narrative kontekstualisering af traumeoplevelser som fortalte historier muliggør både for klient og terapeut at foretage en refleksiv udforskning af den emotionelle betydning af begivenheden for klienten.

Fase 1: Fremme kontakt, narrativ udfoldelse og bevidsthed
I den første fase fokuserer terapien på at opbygge en terapeutisk alliance og en sikker base, hvorfra klienten kan begynde at udfolde sin livshistorie og blive mere bevidst om sine emotionelle oplevelser og narrativer. Dette indebærer at lytte til klientens 'Same Old Stories' og 'Empty Stories' og begynde at udforske de underliggende emotionelle temaer.

Fase 2: Fremkaldelse, artikulation af narrative temaer og afsløring af ufortalte historier
I den anden fase dykker terapien dybere ned i klientens narrative og emotionelle landskab. Terapeuten arbejder på at fremkalde mere specifikke og emotionelt ladede narrativer, herunder 'Ufortalte Historier', som kan give indsigt i klientens dybere emotionelle og relationelle mønstre. Denne fase involverer også at hjælpe klienten med at artikulere og udforske de underliggende temaer og emotioner i deres fortællinger.

Fase 3: Emotionel transformation og nye historieudfald
I den tredje fase fokuseres der på at transformere klientens emotioner og narrative forståelser. Dette indebærer arbejde med at integrere og omstrukturere de emotionelle oplevelser og narrativer, der er forbundet med klientens traumer og lidelser, og at fremme udviklingen af nye, mere adaptive og helbredende historier.

Fase 4: Fremme af konsolidering og narrativ rekonstruktion
I den fjerde og sidste fase arbejder terapeuten og klienten sammen om at konsolidere de nye forståelser og narrative konstruktioner, der er opstået gennem terapien. Dette indebærer at integrere de nye emotionelle og narrative forandringer i klientens overordnede selvfortælling og at støtte klienten i at anvende disse nye forståelser i deres daglige liv og relationer.

Disse faser i behandlingen af traumer fra et narrativt-emotionelt perspektiv understreger vigtigheden af at arbejde med både narrative og emotionelle aspekter af klientens oplevelser for at fremme heling og forandring.

Konklusionen reflekterer over det vigtige og udfordrende oplevelsesorienterede arbejde, som klienten og terapeuten udførte for at adskille og differentiere følelser og begivenheder relateret til traumaet fra klientens mors selvmord. Dette arbejde tillod en sammenhængende integration af narrativ og emotion, især gennem den narrative organisering af de smertefulde emotioner før, under og efter morens selvmord, som gav klienten mulighed for at udforske de emotionelle betydninger af disse oplevelser fra nye relationelle synspunkter.

Et afgørende øjeblik var fremkomsten af perspektivet af den kærlige mor gennem rollespil med den tomme stol i terapisessionerne og samskabelsen af en ny fortælling om hendes selvmordshistorie. Dette arbejde fremmede emotionelle skift og nye meningsskabelser for klienten, som engagerede sig i forskellige relationelle perspektiver. Effektive EFT-terapeuter fungerer som emotionelle coaches, der understøtter emotionel differentiering og refleksiv meningsskabelse, hvilket er afgørende for en produktiv terapi.

"Morens" validering af klientens smertefulde historier om terror, skam, sorg og bitterhed, udtrykt gennem rollespillet med den tomme stol, gjorde det muligt for klienten at indtræde empatisk i den forestillede intrapersonelle verden af hendes mors følelser, intentioner, overbevisninger og bekymringer på tidspunktet for hendes selvmord. For første gang i sit liv konstruerer og accepterer klienten en sammenhængende og overbevisende fortælling om, hvordan en kærlig mor kan begå en forfærdelig fejltagelse og begå selvmord. Denne nye forståelse af kærlighedsgrundlaget for klientens forhold til sin mor fører til skabelsen af en følelsesmæssigt sammenhængende, omfattende og integrerende livsfortælling. Desuden fører afsløringen af ufortalte historier og helbredende minder til fremkomsten af helbredende minder, der fremkalder og forankrer levede oplevelser af at blive elsket af klientens mor. Integrationen af disse vigtige tilknytningsminder og den varme følelse af tryghed og tillid, de fremkalder, er grundlaget for en ny måde at være sammen med andre i verden på, en korrigerende emotionel oplevelse og grundlaget for en ny selvopfattelse.

Konklusionen på kapitlet understreger overgangen fra en klient-centreret model til en mere interpersonal, samkonstruktiv tilgang i Emotions-fokuseret Terapi (EFT). Denne tilgang kombinerer værdien af at være til stede med klienten med at guide dem gennem forskellige interventionsmetoder. Terapeutens evne til at afstemme empatisk og skabe en sikker relationel forbindelse er afgørende for at klienten kan åbne op og udforske sine mest sårbare og smertefulde historier, hvilket fører til emotionel differentiering, transformation og ny meningsskabelse.

Afsnittet "Emotion and Narrative Process" fokuserer på, hvordan en narrativ-informeret tilgang til Emotions-fokuseret Terapi (EFT) ser emotioner som grundlæggende for menneskelig oplevelse, samtidig med at den anerkender narrativ kontekstualisering som vigtig for skabelsen af ny mening. I denne model ses emotioner og kognition som uløseligt forbundne gennem fortællinger. Gennem en bred vifte af forskere og klinikere anses emotioner for at være centralt vigtige i oplevelsen af selv, både i adaptive og maladaptive funktioner, og for terapeutisk forandring. Optimal tilpasning indebærer en narrativ syntese af affekt og kognition for rekonstruktion af personlig identitet og udvikling af en sikker følelse af selv.

En vigtig forudsætning for intervention i narrativ-informeret EFT er, at hvis man ikke accepterer sig selv, som man er, kan man ikke gøre sig selv tilgængelig for transformation. Derfor hjælper terapeuter klienterne med at nå frem til deres kerneemotionelle oplevelse ved at blive bevidste om den og symbolisere den i en narrativ kontekst. Dette fremmer emotionel regulering, accept og refleksion. Klienterne skal først opleve de maladaptive emotioner, der har formet plotlinjerne i deres "Same Old Stories", såsom frygt for at blive forladt af en elsket eller vrede over at føle sig krænket af en alkoholisk far. Herefter hjælper terapeuten dem med at transformere deres "Same Old Stories" ved at fremme genereringen af alternative emotionelle reaktioner, der skaber nye plotlinjer, som sorg over tabet af en elsket eller medfølelse for ens fars problemfyldte barndom, hvilket igen fremmer konstruktionen af nye narrativer baseret på disse følelser.

Emotioner og narrativer integreres på niveauet af tavs emotionsskema, som er struktureret i en narrativ form med en udfoldende sekvens af handlinger, der tages, og konsekvenser, der opstår. Således er aktivering af skema ikke en simpel associationsmæssig proces, og et skema er ikke blot en struktur, men fungerer som en udfoldelse af en proces, der repræsenterer, at dette skete i denne sekvens i denne kontekst med denne implikation. Disse emotionsskemaer genererer derefter den levede historie i vores liv.

I narrativ-informeret EFT gøres tavs oplevelser forbundet med den fremkaldte affektive reaktion eksplicit og sat i narrativ form. Der sker en syntese mellem den tavse repræsentation af følte emotionelle oplevelser, den imaginære repræsentation af den ordløse narrative scene og den verbale symbolisering. Den narrative struktur af emotionelle oplevelser giver en effektiv ramme for organisering og integration af følte emotioner, udfoldende handlingssekvenser og den fortalte historie om vores liv.

I afsnittet "Theory of Practice" fremhæves det, hvordan en narrativ-informeret tilgang til Emotionsfokuseret Terapi (EFT) behandler klienter, der kæmper med at fortælle en sammenhængende og funktionel historie om deres liv. Terapien ses som en sam-konstruktiv proces, hvor både terapeuten og klienten bidrager til at skabe nye personlige betydninger og rekonstruere narrativer. Terapien foregår primært gennem ord og fælles uddybning af klientens selvopfattelse, hvilket giver klienterne mulighed for at føle sig mere sikre og dybt opleve den emotionelle intensitet og meningsfuldhed i deres eget liv.

Terapeuter arbejder med klienterne for at sam-konstruere en narrativ ramme, der virker, ved at bruge de rigtige ord sammenflettet med de rigtige følelser på det rigtige tidspunkt. En afgørende del af EFT er, at interventionen er markør-vejledt, hvilket betyder, at terapeuterne udover at tilbyde en empatisk narrativ forklaring af oplevelser også engagerer sig i interventioner, der er vejledt af specifikke markører. Disse markører indikerer både typen af intervention, der skal anvendes, og klientens nuværende beredskab til at arbejde med disse problemer.

Narrativ-informeret EFT bygger på en empatisk relationsbaseret tilgang ved at identificere forskellige kontekstspecifikke former for intervention, der afhænger af situationen i sessionen og klientens tilstand. Markører for narrativ-emotion bearbejdning indikerer forskellige narrative-emotionelle tilstande, som klienter oplever i sessionerne, og giver muligheder for specifikke effektive interventioner. Disse markører omfatter gentagne uproduktive oplevelser baseret på kerne maladaptive emotionsskemaer ("Same Old Story"), tilstande af udifferentieret affekt og deregulerede emotionelle tilstande ("Unstoried Emotions"), klienters selvbiografiske hukommelser frarøvet levet emotionel oplevelse ("Empty Stories") og oplevelser af selvfortælling og emotionel inkoherens ("Broken Stories").

Derudover fremhæves innovationen i identifikationen af fremvoksende meningsskabende markører, der giver terapeuter mulighed for at anerkende og fremhæve forandringer, som klienten allerede har rapporteret er sket, i stedet for udelukkende at fokusere på problemer, der endnu ikke er løst. Disse meningsskabende markører inkluderer "Untold Stories", "Unique Outcome Stories" og "Healing Stories", som hver giver terapeuter en mulighed for at anvende specifikke interventioner for at hjælpe deres klienter med at uddybe deres vigtigste personlige historier yderligere.

Afsnittet "Implications for Future Treatment Programs and Research" diskuterer de mange muligheder for yderligere studier af narrative-emotionelle forandringsprocesser. Det anføres, at metoder til proces- og opgaveanalyse samt kvalitative og kvantitative metoder og målinger er udviklet for at muliggøre denne type studier. Der er allerede defineret og evalueret en række narrative-emotionelle opgaver i behandlinger med både gode og dårlige udfald indenfor Emotions-fokuseret Terapi (EFT), og de lovende forskningsresultater fortjener yderligere undersøgelse.

Specifikt vil det være vigtigt at identificere de specifikke trin og strategier, som effektive EFT-terapeuter bruger til at hjælpe klienter med at bevæge sig fra uproduktivt engagement i "Same Old Stories" til at få adgang til og symbolisere primære emotioner for adaptive handlingstendenser og nye historieudfald. Desuden skal nye opgaver beskrives ved at eksplicitere klinikerens implicitte viden om in-session forandringsprocessen.

Et afgørende næste skridt er at introducere narrativ-emotionel træning i uddannelser og for praktiserende klinikere. Træning af studerende og klinikere i vigtigheden af at identificere mikro- og makronarrativer, narrativ rekonstruktion samt specifik træning i markøridentifikation og intervention vil forbedre deres følsomhed overfor de narrative aspekter af behandlingen. Dette vil være en fordel for alle trainees og vil blive forbedret ved træning i den specifikke markørstyrede interventionsmetode. I uddannelsesprogrammer, der er forpligtede til at undervise i evidensbaserede behandlinger, som har fokuseret på kognitiv adfærdsterapi på bekostning af andre tilgange, er beviserne nu stærke nok til, at EFT bør kræves som en del af et uddannelsesprogram og tilbydes som et vigtigt supplement til mere symptomfokuserede coping-færdigheds tilgange. Uddannelsen af psykologer er ufuldstændig uden større vægt på træning i færdigheder i at arbejde med narrativ-emotionel afstemning.

I konklusionen på kapitlet fremhæves det, hvordan Emotions-fokuseret Terapi (EFT) har udviklet sig fra en klient-centreret kernebetingelsesmodel til en mere interpersonel, samkonstruktiv terapeutisk stil. Denne tilgang kombinerer værdien af at være til stede med klienten med at guide dem gennem forskellige interventionsmetoder for at opnå effektive terapeutiske resultater. Terapeutens evne til at afstemme empatisk og skabe en sikker relationel forbindelse er afgørende for, at klienten kan åbne op og udforske sine mest sårbare og smertefulde historier, hvilket fører til emotionel differentiering, transformation og ny meningsskabelse. Markører for forskellige narrativ-emotionelle tilstande, som er modtagelige for differentieret intervention, opstår i denne type relationelle kontekst. Derved bidrager både terapeuter og klienter til at sam-konstruere nye personlige betydninger og narrative rekonstruktioner, og terapeuter tilbyder ekspertise i at vejlede dybere udforskning og meningsskabelse samt fremme integration af emotion og refleksion for at hjælpe klienter med at omfortælle oplevelser.